29/01-2018 VinterCirkus 2018 kommer til Søby-Højslev Arena fredag den 9. februar kl. 15 og kl. 18 og forestillingen har alt det, som kendetegner en cirkusforestilling i verdensklasse.
VinterCirkus 2018 byder indenfor i manegen med et super flot og spændende program for hele familien, med internationale kunstnere og artister i særklasse samt masser af spændende indslag og shows. Alt sammen sammensat af Isabella Enoch, som står i spidsen for forestillingen og vil fungere som dagens sprechstallmeister.
Den garvede Cirkusprinsesse, der selv er vokset op i cirkusmanegen, har i mange år, rejst verden tynd med sit solo trapeznummer. Isabella er ikke længere selv aktiv i manegen som artist, da hun har dedikeret sig til koreografi og sammensætning af forestillingen. Cirkuspublikummet bliver dog ikke snydt for Isabella i manegen, det er nemlig hende, der byder publikum velkommen og som binder showet sammen. Den store erfaring og et helt liv i cirkusverdenen skinner tydeligt igennem i de forestillinger, som Isabella sætter sammen, og man fornemmer tydeligt den passion, Isabella har for at skabe en forestilling, der emmer af charme og kvalitet.
Publikum vil opleve et skørt hundeshow, dygtige jonglører, facinerende trylleshows, cowboyshows, ægte akrobater, flot linedans, seje trapezartister, frække geder og en nuttet pony. Der bliver selvfølgelig masser at grine af, når latterlige klovne laver pusseløjerligheder, sjov og ballade. Både voksne og børn vil med garanti få en uforglemmelig oplevelse i VinterCirkus, som vil være både fascinerende og hylende morsom samt super spændende med masser af gys. På gensyn i VinterCirkus 2018 i Søby-Højslev Arena