thumb-8

”Vi kan uden tvivl lære en del af Skive”

21/09-16

Skive Kommune inspirerede og imponerede gæster fra Frederikssund Kommune, som var kommet på besøg for at se på de energitiltag, man har gjort i Skive gennem mange år

Peder Chr. Kirkegaard (V), Borgmester i Skive, og Arne Bisgård (V), medlem af Udvalget for Teknik og Miljø, modtog i går en politisk delegation fra Frederikssund Kommune foran rådhusbygningen Den Blå Diamant.
Skive Kommune havde inviteret Frederikssund Kommune i regi af det skandinaviske projekt Biogas2020, hvor begge kommuner er partnere.
”Jeg synes, det er rigtig godt, at nogen viser interesse for de ting, vi har arbejdet med, og derfor er det mig en glæde at vise de erfaringer, vi har gjort os, frem, men også at lytte til, hvad der bliver gjort andre steder”, sagde Peder Chr. Kirkegaard.

Arbejd strategisk med energi
Gruppen fra Frederikssund Kommune bestod af Borgmesteren, repræsentanter fra Teknik og Miljøudvalget og Økonomiudvalget samt en række embedsmænd.
”Vi besøger Skive Kommune i dag, fordi de i Skive gør en hel masse af de ting på energi- og miljøfronten, som vi også gerne vil gøre i Frederikssund, blandt andet måden at opvarme huse på”, sagde John Schmidt Andersen (V), Borgmester i Frederikssund Kommune.
Gæsterne blev budt velkommen med et oplæg fra Peder Chr. Kirkegaard, som fortalte bredt om Skive Kommunes tradition for at arbejde med energien gennem cirka 35 år. Fra lavenergihusene, som blev bygget i Skive i 1970’erne, til opførelsen af +energirådhuset Den Blå Diamant, som producerer 25 procent mere energi, end det bruger.
”Den største opfordring, jeg kan give jer, er at arbejde strategisk med energi. Vi etablerede afdelingen Energibyen Skive, som har som kerneopgave at tænke energiløsninger og arbejde strategisk med energi, og det er et af de største strategiske tiltag, vi har gjort”, pointerede Peder Chr. Kirkegaard over for gruppen.

Tiltalende med +energi-rådhus
Efter oplæg, spørgsmål og diskussion tog maskinmester Alexandar Laumann delegationen med op på taget af Den Blå Diamant, hvor han fortalte om bygningen fra 2012, som er dækket af næsten 1000 m2 solceller.
”Det tiltaler mig meget, at Skive har et +energi-rådhus. Vi er i gang med at opføre en idrætsbygning i Frederikssund, og det er da oplagt, at vi skal lave det til et +energi-hus”, sagde John Schmidt Andersen.

Prøvetur i biogasbil
Derpå fortsatte forsamlingen ud til Madsen Bioenergi I/S ved Balling i nogle af Skive Kommunes biogasbiler, som gæsterne selv havde bedt om lov til at prøve at køre.
Ved Madsen Bioenergi I/S fik de oplæg og rundvisning af Boe Madsen. Også han blev mødt af en spørgelysten gruppe, der ville vide mere om produktionen af biogas i både kubikmeter og tons.
Dagen sluttede af med et kort besøg på Skive Fjernvarme, inden turen gik mod Aarhus-Odden færgen og Frederikssund.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Scroll to Top

FÅ DE VIGTIGSTE NYHEDER FØRST

Tilmeld dig vores nyhedsbrev