05/02-18 I Skive er Tina klar til at modtage et hold nye små poder igen. Hun er uddannet pædagog med speciale i børn 0-3 år og har arbejdet i vuggestue og i kommunal dagpleje regi. Mange genkender måske Tina fra Hedemarken i Skive hvor hun var ansat som pædagog i vuggestuen. Og nu er hun klar til at starte Svanereden, en privat dagpleje.
Jeg glæder mig til at komme tilbage til de små poder igen, siger Tina med et smil. Tina Svane er klar, og det er huset og omgivelserne også. – Jeg bor i et dejligt stort hus i naturskønne omgivelser på en blind vej, og der er heste og får lige i nærheden vi kan besøge og fjorden ligger kun 200 m herfra. Naturen og udeliv er i højsædet hos mig, fortsætter Tina
Udover den skønne beliggenhed, så har Tina Svane fokus på at skabe det rigtige miljø, hvor børnene føler sig trygge og hvor der er en god og rar stemning. – Jeg prioriterer nærvær samt børnenes leg højt, det ved jeg af erfaring, at det er vigtigt for børnenes udvikling og sociale relationer.
Tina Svane anser det for vigtigt for trivslen i Svanereden, at børnene har en tryg hverdag, at de bliver mødt med respekt for lige præcis den de er, barnets sociale udvikling, selvhjulpenhed, en hverdag med aktiviteter ude og inde og udvikling af børnenes sprog.
– Svanereden er et sted hvor børnene vil blive taget imod, vi skal ud i naturen og hilse på dyrene, vi skal synge og høre musik og danse, og have sund og nærende mad. Altsammen en god indikation for en dejlig dag i Svanereden, fortæller Tina Svane.
Privat har Tina selv 4 store børn, 3 piger og en dreng. Sønnen på 15 år er den sidste hjemmeboende og stadig skolesøgende. – Så jeg har mange års erfaring med børn slutter Tina Svane med et smil.
Hvis du er blevet interesseret i at vide mere om Svanereden kan du læse mere på Svaneredens hjem-meside: www.svane-reden.dk