23/08-16
For næsten 2 år siden slog Maksut Karakan dørene op til Milano Pizzaria på Brårupvej i Skive.
Et lille, hyggeligt og allerede godt besøgt pizzaria.
Men det var ikke nyt for Maksut. Han har knap 19 års erfaring med at lave god pizza til skibonitterne. Hans familie startede et familieejet pizzaria da de kom til Højslev i 1997 og Maksut blot var 14 år.
– Jeg er glad for at have pizzaria i Skive, smiler Maksut, der har boet i Højslev i femten år. Siden er han blevet gift og har fået en søn, de bor sammen med familien i Højslev.
Der er en herlig duft af pizza som kommer Ugeavisens udsendte imøde, da vi træder ind i lokalerne, der både fungerer som take away og som spisested. I ovnen er dagens første pizzaer ved at blive bagt og ved siden af ovnen breder der sig en liflig duft af frisklavede burger pakket i salat.
Netop pizza er der lige nu tilbud på hos Milano Pizzaria “hvis man selv henter” og mon ikke det giver anledning til travlhed for Maksut og hans familie der alle hjælper til? – Sådan plejer det i hvert fald at være, både når det er weekend og hverdage.
Vi er glade for at være her, og vi har en fin opbakning i byen, slutter Maksut Karakan.