thumb-4

SETs direktør har fået nyt job

11/09-18

Efter 11 måneder som direktør for SET stopper Uffe Frovst pr. 30. november 2018, idet han har fået mulighed for at blive medejer og administrerende direktør i en større produktionsvirksomhed i Østjylland.

-En mulighed, som jeg ikke kunne afslå, konstaterer Uffe Frovst.

-Det er vi naturligvis utrolig kede af, men vi har fuld forståelse for Uffes valg – og ønsker ham held og lykke fremover, understreger SETs bestyrelsesformand Gregers Frederiksen, der tilføjer: -Sammen med medarbejderne og centerets bestyrelse har Uffe Frovst været med til at gøre SET til en mere slagkraftig organisation, der samler både erhvervslivet og det offentlige i en fælles indsats for vækst og udvikling i Skive Kommune.

– Uffe har formået at markere, professionalisere og synliggøre SET, hvilket bl.a. har medvirket til, at vi alene i år har fået 90 nye medlemmer, siger direktør Gregers Frederiksen. Formanden fremhæver samtidig Uffe Frovsts indsats for at forvandle SET til at blive drevet som en privat virksomhed. En privat virksomhed, der dog fortsat skal navigere i krydsfeltet privat-offentlig, idet er-hvervsfremmedelen af SETs arbejde udføres på vegne af Skive Kommune – formelt nedskrevet i en resultatkontrakt.

Uffe Frovst har været glad for tiden som direktør i SET og for de resultater og den synlighed, han har været med til at skabe. – Det har været et spændende og udfordrende år, og jeg er stolt af, at jeg – sammen med mine dygtige medarbejdere og en engageret bestyrelse – har været med til at udvikle SET hen imod at være en professionel/kommerciel forretning og sparringspartner for erhvervslivet, udtaler Uffe Frovst, der tilføjer: – Jeg synes, at vi er nået langt i forståelsen for SETs rolle i samspillet med såvel erhvervslivet, kommunen som uddannel-sesinstitutionerne. Og mit indtryk er, at vi har et godt fundament, der kan bære den fremtidige erhvervsfremme – som vi jo vel at mærke endnu ikke kender det detaljerede indhold af.

-En anden ting, som vi i løbet af året har fået sat ord og handling på, er for behovet et fælles innovationshus med FN’s 17 verdensmål som differentionsfaktor, hvor SET – sammen med kommunen, uddannelsesinstitutioner, erhvervslivet og iværksættere skal være med til at gøre ideer og drømme til virkelighed, fortæller Uffe Frovst, der tilføjer: -Innovationshuset kommer til at skabe vækst, udvikling, arbejdspladser og øget bosætning.

Ifølge Gregers Frederiksen er én af de ting, Uffe Frovst har været med til at slå fast, at turisme også er erhverv.

-Turisme / oplevelsesøkonomi. Uanset, hvad vi kalder det, så har vi hos SET stort fokus på denne type virksomheder og deres udviklingsmuligheder, konkluderer han.

Gregers Frederiksen håber at kunne byde en ny direktør velkommen hurtigst muligt. – Vi søger en klon af Uffe, d.v.s. en erhvervsmand m/k med en stærk økonomisk og ledelsesmæssig baggrund, en naturlig gennemslagskraft, gode kommunikations- og samarbejdsevner samt en positiv, uformel og motiverende ledelsesstil, fastslår han. -Det vil være helt optimalt, hvis den nye kan starte med nogle uger som ”føl” hos Uffe Frovst, så han i en overgangsperiode kan give viden og erfaring videre.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Scroll to Top

FÅ DE VIGTIGSTE NYHEDER FØRST

Tilmeld dig vores nyhedsbrev