20/07-17
Jens Skov fra Serviceringen i Vinderup fejrer i juli måned 50 års jubilæum som isenkræmmer. Sammen med konen Anette har de drevet forretning gennem tiden på hele 4 adresser, dog allesammen på Nørregade i Vinderup.
– I en periode drev vi forretning fra 4 forskellige adresser her i Nørregade. I dag koncentrerer vi os om en forretning på en adresse, nemlig Serviceringen her i Nørregade 3, fortæller Jens og Anette. I Serviceringen er det primært salg af hårde hvidevarer og lamper og mange har i tidernes løb besøgt forretningen i Vinderup.
– Det var tilfældigt at jeg lige netop blev isenkræmmer, fortæller Jens videre. Han kom i lære som 17-årig hos Lauritz Østergaard. – Jeg var glad for pladsen og dengang fik man 2,32 kr. i timen og havde en arbejdsuge på 44 timer, beretter Jens videre.
Efterfølgende mødte Jens så hans nuværende kone Anette, og efter de blev gift, lå det lidt i kortene at Jens skulle overtage hans gamle lærested en dag. Og det ville Jens gerne; – det tiltalte mig at blive herre i eget hus, siger Jens Skov.
Så igen tilbage i 1985 købte Anette og Jens Skov Nørregade 3, hvorfra de i dag driver Serviceringen. Her startede de med at etablere et havecenter, som Anette skulle stå for. Og allerede året efter i 1986 startede de op med Serviceringen.
Dengang var butkken med i Imerco og det er den stadig den dag i dag. I 2007 blev Imerco imidlertid solgt til en fond, da Jens og Anette fik et tilbud de ikke kunne sige nej til. Butikken lå blandt de 10 procent med den højeste omsætning, da næsten alle landets Imerco butikker blev solgt til denne kapitalfond.
Herefter valgte Jens og Anette at samle alle deres aktiviteter et sted, nemlig på Nørregade 3 i Vinderup hvor det ligger i dag. -Vi elsker vores arbejde og nyder hver eneste dag med både nye og trofaste kunder, siger Jens og tilføjer at Jens og Anette bliver ved, indtil deres trofaste medarbejdere Jan Olsen og Niels Knudsen ønsker at holde med arbejdet.
Hos Serviceringen i Vinderup gælder det om at pleje personalet godt, de er nemllig butikkens vigtigste aktiv. Ugeavisen adspørger Jens om hvordan det ser ud for branchen som helhed. – Hvidevarebranchen er hård og hvis ikke vi havde en god aftale med Skan Log i Aarhus om at aftage deres emballageskadede hvidevarer, så kunne vi ikke drive butikken som vi gør nu, siger Jens og fortsætter; – vi modtager 120 enheder af forskellige hvidevarer ca. 1 gang om måneden og de er i vidt forskellig stand. Herefter reparerer vi dem her i huset og sælger dem efterfølgende til meget attraktive priser. Vi er de eneste i hele Danmark, der har denne unikke aftale med Skan Log, siger Jens Skov.
Når dagen oprander og Jens og Anette Skov skal på pension, så har de allerede planer med al den fritid de vil få. – Vi skal i haven, siger de i kor og det endda lige uden for døren af Jens’ barndomshjem. -Her har vi bygget drømmehuset og anlagt en have på en hektar.
Her skal der blandt andet dyrkes skønne grøntsager, – også til stor glæde for deres to piger og deres familier. Jens og Anette Skov er i Jublilæumshumør og glæder sig til at få besøg af alle de glade kunder, der gennem generationer har handlet hos Serviceringen i Nørregade i Vinderup.
Foto: Allan Damgaard, Vinderup Avis