14/02-17
I dag tænker vi meget på dyrenes velfærd og måden hvorpå de bliver opdrættet. Samtidig prioriterer vi vores sundhed meget højt, og stiller derfor flere og flere krav til kvaliteten af det, vi putter i munden. Det betyder, at der stilles lige så store krav til de forhandlere, som sælger os produkterne.
For Slagteren i Højslev har det altid været en selvfølge at efterleve kundens ønsker på disse punkter. Her har man gennem mange år kunnet købe hjemmelavede kødvarer, pålæg, spegepølser og specialiteter i højeste kvalitet, hvilket har bragt butikken mange medaljer i hus. Og selve dyrevelfærden bliver der lagt stort vægt på. Af samme grund, har Slagteren I Højslev nu udvidet sit sortiment med SAGA GRISEN, som er opdrættet ud fra det ønske, at sænke forbruget af antibiotika i dansk svineproduktion.
– Vi vil prøve at køre med andre produkter end gourmet grisen. Selvom den også er godt opdrættet, kan den indeholde penicillin, hvilket ikke er tilfældet med SAGA GRISEN. Mange kunder i dag går op i sundhed og ønsker ikke at spise kød, indeholdende penicillin, og så er der jo også kunder, som ikke kan tåle det, fortæller indehaver Marco Hellerup.
SAGA GRISEN opdrættes hos jyske landmænd, som går meget op i, at grisene er sunde og har det godt. Den bliver fodret med fermenteret (mælkesyregæret) foder uden medicinsk zink, som giver en sund tarmflora. Dette betyder dog ikke, at hvis grisen skulle blive syg, at den så ikke vil blive behandlet. Det bliver den naturligvis, men udgår bare af konceptet. Det samme gør sig gældende for smågrise, hvor soen har fået antibiotika i diegivningsperioden.
-SAGA GRISEN er en gris med 100% omtanke. Det er en gris der har det rigtig rigtig godt. Og så er det ikke fordi, at den er meget dyrere end Gourmet grisen. Men selvfølgelig er der forskel på prisen, hvis vi sammenligner med kødet i supermarkedet, fortæller Marco Hellerup.