01/11-16
Udtalelsen kommer fra Claus Markussen, indehaver af Potten i Skive. Claus er en stor ølkender og Potten er et meget velbesøgt og hyggeligt anlagt værtshus, der langer litervis af øl og fadøl over disken hver uge.
Danmark er en ølnation, og 65% af danskerne foretrækker fadøl, når de er ude og det mærker man også på Potten: – I mange år er fadøl blevet brygget og derefter tappet på fustager, som er tunge. Flere af dem vejer over 40 kg, og de er derfor svære at håndtere for de hænder, der skal flytte rundt på dem, fortæller Claus.
Men nu er der kommet en relancering, nytænkning på markedet: Helt nye fustager og løsninger på fadølsområdet.
Systemet hedder DraughtMaster Modular20 og er en banebrydende trykluftbaseret fadølsteknologi udviklet på Carlsbergs eget forskningscenter i Valby.
I stedet for de tunge stålfustager bruges engangsfustager af plastik på kun 20 ltr., hvilket gør dem meget lettere at håndtere for medarbejdere, ligesom det er meget nemmere at skifte fustagerne og rense fadølssystemet. Og ikke mindst bliver matrialet genbrugt efter endt brug; miljømæssigt også en god løsning. Og vigtigst af alt vil nogen mene, det giver meget mere smag til fadøllet.
Indtil nu er Potten det første værtshus i Skive, som har fået indrettet baglokalet til de nye og lettere fustager.
– Vi har fået indrettet baglokalet med nye reoler, fået skiftet alle koblinger og tilslutninger. Vi sørger i forvejen for at holde det pinligt rent efter alle forskrifter, og vi har en maskine med en selvkontrollerende enhed, der tjekker og renser fustagerne når de skal skiftes, fortæller Claus og fortsætter;
– Det her har min helt store interesse. Udover jeg synes godt om fadøl og har langet adskillige glas over disken de sidste mange år, så har jeg også været med i kulissen. Her har der været arbejdet med tunge løft og ikke mindst CO2 direkte i fadøllet, som har været brugt til at få øllet ud med et undertryk i hanerne.
– CO2 har i mange år været måden at få skabt undertryk i fustagerne, så øllet kunne løbe ud i ølhanerne. Det har altid været direkte tilsat i øllet, og har mange gange været med til at forandre smagen af øllet, jo længere tid en fustage har stået, for-klarer Claus.
De tider er ovre nu, hvor Claus har fået installeret det nye system med fyldte ølposer. Her bliver øllet presset op og ud af ren luft uden på posen, hvilket giver rent øl uden CO2. Og DraugtMaster sørger også for, der altid er frisk og kold fadøl i hanerne på POTTEN, idet fustagerne har 30 dages holdbarhed efter åbning (stålfustager har 7-14 dage).
En anden lokal medspiller med hensyn til de nye fustager, er ølbrygger John Smith fra Staarup Haandbryg. Det lille lokale bryggeri leverer i forvejen øl til Potten og nu kan disse også nydes som fadøl tappet på det nye anlæg. – Med de nye fustager kan kunderne opleve og smage øllet som var det skænket direkte fra bryggeriet, fordi der ikke bliver tilsat CO2. Det er jo det man ønsker som brygger, fortæller John.
Udover at levere de nye fustager til Potten, har John Smith også et ønske om at kunne tilbyde udlejning af fadølsanlæg med samme system til egne privat kunder.
Potten der af mange er kendt som Skives hyggeligste øl & vinstue, er klar til at servere det dejligste og mest friske øl fra fad og flaske til alle skibonitterne og andet godtfolk.