thumb-22

Lokale dyr til jubilæumsskue

26/06-17

Landsskuet i Herning fejrer jubilæum med hele 2700 husdyr den kommende torsdag til lørdag

Når Landsskuet fejrer sit 25 års jubilæum som det nationale dyrskue d. 29. juni – 1. juli, er der fuld opbakning fra landets allerbedste husdyr. Heriblandt masser af lokale dyr.

Med i alt 2700 dyr i staldene på Landsskuepladsen sætter dyrskuet i Herning rekord i antallet af dyr.

”En del af forklaringen er, at vi i år har en række hunde-aktiviteter, som især lørdag tiltrækker op mod 200 hunde, men der er også flere kvæg, heste og får end sidste år. Det er en fantastisk opbakning fra husdyrholderne i vores jubilæumsår og vidner om en fortsat enorm lyst til at udstille, konkurrere og bo sammen i tre dage”, siger Mads Fjordside, Landsskuets daglige leder.

Alle fire malkekvægsracer stiller med flere køer end sidste år. Blandt andet fra familien Søgaard i Stoholm og Dueholm i Skive, der er blandt de tre besætninger i hele landet, som onsdag sender flest malkekøer mod Herning. Henholdsvis 31 jerseykøer samt 23 sort- og rødbrogede Holstein-køer.

Blandt kødkvæget har Jan Larsen fra Øster Assels den besætning i hele landet, der kommer med flest kødkreaturer. Otte repræsentanter fra den store race, Charolais, udgør landskueholdet.

Landets største heste-skue
Også i hestestaldene er Landsskuet Danmarks største dyrskue, når der tælles udstil-lede dyr. Samlet stiller de 26 racer med 350 heste, hvilket er det højeste antal i mange år. Blandt andet udstiller Gyrithe Stilling fra Nykøbing Mors fire heste af racen Connemara, hvoraf de tre udstilles som en samling efter en 16-årig hoppe.
Peter Kristensen fra Roslev er også stærkt repræsenteret med fire friesere.

Blandt de 15 fåreracer og fire gederacer er der i alt 18 lokale får af den dominerende race Texel. De kommer fra Henry Bøvling i Viborg og Knibbe Texelfår i Tjele. Der er også mange lokale repræsentanter blandt de mindre husdyr.

Herudover vil der være katte, kaniner (trods virus blandt avlskaniner) og hunde.

Udover landets flotteste husdyr er der også en stor udstilling af maskiner, produkter og planter til den professionelle landmand, fritidslandmand-en og haveejeren.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Scroll to Top

FÅ DE VIGTIGSTE NYHEDER FØRST

Tilmeld dig vores nyhedsbrev