thumb-27

Julemarked i Lund den kommende week-end

14/11-19

Traditionen tro arrangerer Borgerforeningen Lunds Venner hvert år julemarked i Lund Forsamlingshus – og arrangørerne melder alt klar til weekenden den 16. og 17. november.

Stor forhåndsinteresse

Formand for Lunds Venner, Elna Helsted, fortæller, at der som vanligt er masser af udstillere.

– Og de byder på alt, hvad hjertet kan begære – både ting med relation til julen og alle mulige andre ting.

Nogen har fremstillet varer specielt til lejligheden, andre har bare ryddet op i gemmerne, og alle standpladser er udsolgt, op lyser formanden.

Hvis vejret tillader det, vil der også være stande at finde uden for forsamlingshuset – så stor har forhåndsinteressen for deltagelse været igen i år.

Julesuppe og konkurrence

I år er der to festlige nyheder ved årets julemarked, nemlig gratis hjemmelavet suppe og en konkurrence for børn.

Den gratis suppe serveres mellem kl. 12.00 og 13.00 begge dage. Og kokken lover den er god. Begge dage kan børn i alderen 0-10 år dyste om flotte gevinster i form af legetøj. Samtidig kan de voksne også prøve lykken  om to lækre julekurve. Trænger man til at sidde ned, kan der i den julepyntede kaffestue nydes æbleskiver, franskbrød med rullepølse, gløgg, kaffe, øl og vand.

Gode gevinster

Også den store tombola med masser af gevinster er værd at gå efter. I det hele taget vil der være noget for enhver smag på markedet, mener Elna Helsted, og gode ideer til den kommende højtid skulle det også være muligt at snuse sig til. Der er gratis adgang til markedet.

For børnene

Specielt for børnene kommer en vis herre direkte fra Grønland på besøg begge dage, og her kan børnene score en sikker gevinst, nemlig en kurv fyldt med godteposer.

Julebelysning

Elna Helsted oplyser videre, at en lang række juletræer med ny julebelysning opsat langs alleen i byen også tændes til weekenden. Det bliver ganske enkelt flot.

Et par hyggelige dage i lokalsamfundet, det er der bestemt lagt op til den kommende weekend, og i stil med tidligere år håber formanden da også på et talrigt fremmøde.

Lunds Venner ønsker alle en glædelig jul samt et på gensyn i 2020, hvor der for 30. gang står julemarked på plakaten.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Scroll to Top

FÅ DE VIGTIGSTE NYHEDER FØRST

Tilmeld dig vores nyhedsbrev