23/05-17
Vauxhall og Bedford veterankøretøjer fra otte forskellige lande deltager i Internationalt træf på Lundø i Kristi Himmelfartsferien fra den 25. til 28. maj.
»Det 1. Internationale Vauxhall-Bedford Træf« blev afholdt i England i 2003 i forbindelse med Vauxhall fabrikkernes 100 års jubilæum. Værtsparret til årets internationale træf, Lone og Lasse Nyström på Lundø, deltog i det tre uger lange arrangement. Det blev herefter bestemt, at Vauxhall-Bedford entusiaster skulle mødes en gang om året, og den danske Vauxhall-Bedford Klub fik lov at lægge ud, idet klubben havde 10 års jubilæum i 2004.
»Det 2. Internationale Træf« blev holdt på Sjælland. Træffet har siden gæstet Holland, Sverige, Schweiz, Irland, England og har endog en enkelt gang været afholdt i Australien.
Nyströms fra Lundø har deltaget i alle på nær to. Det er nu 4. gang, træffet afholdes i Danmark, og faktisk er det 3. gang, at Lundø og Skive Kommune har den glæde at hilse folk velkommen til den smukke landsdel. Mange af vore gæster i år har deltaget i træf på Lundø mange gange, både uden- og indenlandske deltagere.
Mange siger at de bedste træf der afholdes i Vauxhall-Bedford regi, holdes på Lundø. De fremhæver at de bedste madoplevelser får man her, livet ved Limfjorden og den smukke natur.