20/06-2016
På lørdag er der indvielse af det nye bytorv ved SPAR købmanden i Hald.
Bytorvet i Hald er første etape i områdefornyelsen hvor kommunen og staten har givet 3 mio. kr.
Borgere har via arbejdsgruppemøder bidraget med forslag og idéer til forbedring og forskønnelse af Hald.
Torvet på Ørslevklostervej ud for Spar Købmanden har fået hævet flade med belægning af betonsten på kørebane og fortov, etablering af 4 p-pladser som kantstensparkering og 3 træer til markering af området. Arbejdet er udført i perioden fra den 9. maj til den 17. juni 2016 af Skive Kommunes Entreprenørgård, og Ørslevklostervej har været spærret i hele perioden, for gennemkørsel af trafik.
Forsamlingshuset er næste etape, hvor man ved hjælp af eksterne fonde håber at kunne rejse et nyt borgerhus.Lokale og Anlægsfonden har allerede doneret 2,5 mio. kr. mens Sparvest Fonden har stillet 740.000 kr. til rådighed.
– I efteråret vil vi begynde at se på byporte og branding af Hald. Et andet projekt “Nordfjends vardernes Land”, som er støttet af Skive Kommunes landsbyfond, er også noget vi tænker ind her. Den første prototype på en Varde er allerede under opførelse og kan ses ved Ørslevkloster.
-Ideen med områdefornyelsen er primært at understøtte lokalområdet og fastholde bosætningen. Vores ønske er at forskønne området omkring købmanden, så vi på den lange bane kan fastholde en attraktiv butik.
Hald og Ørslevkloster har lige præcist en sådan størrelse at vi kan opretholde de mest nødvendige funktioner for et velfungerende lokalsamfund, slutter Olav Nørgaard, formand for Borgerforeningen i Hald. SPAR Købmanden i Hald ser frem til trafik og kunder foran butikken igen.