thumb-26

Indbrud hos skoventreprenør Ejvind Jensen i Højslev

17/01-17

Der blev natten mellem lørdag den. 8 januar og søndag den. 9 januar begået indbrud hos skoventreprenør Ejvind Jensen i Højslev.

Ejvind Jensen og hustruen Inger Jensen forlod fredag den 7. Januar ejendommen i Højslev for at drage på en velfortjent ferie til Sri Lanka. Efter planen skulle ferien bestå af 18 overnatninger på øen, men skæbnen ville det anderledes, da ægteparret søndag den 9. januar fik den triste besked om, at der havde været
indbrud på ejendommen hjemme i Danmark.

– Vores datter kontaktede os om søndagen og fortalte, at vi havde haft indbrud. Hendes første tanke var egentlig at vente med at give os besked, men omfanget af indbruddet var så stort, at vi var nødt til at afbryde ferien, fortæller Ejvind Jensen.

Natten mellem fredag og lørdag overnattede datteren og svigersønnen på ejendommen, og kunne fortælle,
at de i løbet af natten havde hørt en bil på stedet. Det undrede dem, da det er ret usædvanligt på dette tids-punkt. Lørdag tog de hjem, intetanende om, hvad der ville ske den efterfølgende nat.

– Vi ved, at indbruddet er sket mellem klokken 21.00 lørdag aften og klokken 8.00 søndag morgen. Jeg havde nemlig en mand ude for at tjekke stokerfyret klokken 21.00 lørdag aften, og der var der ingenting. Men da han kom igen klokken 8.00 næste morgen lignede det hele et stort krater.

Min medarbejder kontaktede med det samme vores datter, som så kontaktede politiet, fortæller Ejvind Jensen.

Indbrudstyvene er blandt andet stukket af med en bil, en stor trailer, et savværk med båndsav, otte motorsave, en buskrydder samt en stangsav. Båndsaven har de brækket fri med Ejvinds egen teleskoplæsser.

Inde i selve huset er et værdiskab brudt op, hvorfra der er taget vigtige papirer, penge, smykker, punge, nøgler til Inger Jensens bil samt nøgler til hele ejendommen. Derudover er Ejvind Jensens arbejdsbog med fremtidige aftaler også væk.

-Hele huset var gennemrodet. Skuffer og skabe var revet ud plus at vores værdiskab med vigtige papirer og værdigenstande var brudt op. Min kones bil var gennemrodet, og her undrer det os lidt, at de ikke har taget bilen også. De havde jo bilnøglerne, fortæller Ejvind Jensen.

Det er naturligvis et stort problem for Ejvind Jensen, at hans arbejdsbog er væk. Han vil derfor gerne bede alle sine kunder om at rette henvendelse til ham, så de kan få styr på alle fremtidige aftaler, som er indgået. Derudover ønsker han naturligvis også, at indbrudstyvene vil blive fundet, og håber, at der eventuelt er nogle, som skulle have bemærket noget. Han har selv en fornemmelse af, at det er nogle, som kender stedet og som vidste, at han og konen tog på ferie.

-Jeg betragter det som en stor hjælp, at få det her frem til så mange som muligt. Det kunne jo være, at nogle skulle have set eller bemærket noget. Men lige nu ligger der i hvert fald et stort arbejde i at gøre op, hvor meget der er blevet taget herfra, siger Ejvind Jensen

Ejvind Jensen kan kontaktes på telefon 40104697

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Scroll to Top

FÅ DE VIGTIGSTE NYHEDER FØRST

Tilmeld dig vores nyhedsbrev