26/06-17
HØJSLEV: 22-årige Christina Døssing har fra ganske lille været tæt på køer – i dag er hun i gang med sin afsluttende opgave, før hun kan kalde sig produktionsleder, og næste mål er at rejse ud for at hente inspiration. Til det har hun modtaget legat på 15.000 kroner fra Hedeselskabet.
Christina Døssing var et halvt år, da hendes forældre købte gården ved Højslev i Vestjylland, og stort set siden da har hun fulgt køerne på allernærmeste hold. I januar kunne hun kalder sig faglært landmand inden for kvæglinjen på Asmildkloster Landbrugsskole, og her i juni afslutter hun uddannelsen som produktionsleder. Hun er indgået i en nyetableret ERRA-gruppe for driftsledere, er aktiv i Landbrug Ungdom, og så kører hun tæt parløb med sin far på den godt 500 store malkekvægbesætning plus opdræt. Der er ingen tvivl om, hvor hjertet ligger hos den 22-årige Christina, der i øvrigt også er en ivrig håndboldspiller.
”Da jeg begyndte på Landbrugsskolen, var der ingen tvivl om, at jeg var kommet det rigtige sted hen. I forhold til min tidligere skolegang, så er teoriindholdet her interessant, fordi jeg kan sætte det ind i en sammenhæng, og der er et naturligt interessefællesskab med de andre på skolen. For mig kombinerer faget hobby og arbejde, og jeg mærker kun, at interessen stiger. Nu er målet at komme til udlandet, sandsynligvis Canada, for at hente erfaring og inspiration til at arbejde videre med malkekvæg – erfaring som jeg måske kan tage med hjem og implementere i den daglige drift,” fortæller Christina Døssing.
Landmandslivet er et fællesprojekt for familien Døssing, der tæller forældrene, der begge er landmandsuddannede, og to søstre, som dog ikke planlægger at tage arbejdslivet i den retning. Men til årets dyrskuer er alle med. Ved den seneste auktion på Agromek gjorde Christina Døssing sig bemærket ved at købe den dyreste kvie med hjem – 53.000 kroner måtte hun slippe, men nu kan hun også kalde sig avler af malkekvægsracen Dansk Holstein.
”53.000 kroner kan lyde som mange penge, men i dette tilfælde følger der kontrakter med, som gør det sandsynligt, at pengene kan tjenes hjem igen. Det var en fair pris for kvien, som har en meget spændende afstamning. Min far har i flere år købt avlsdyr og arbejdet med dem, og det har fascineret mig. Så nu vil jeg også selv prøve det,” fortæller hun.
Legat til landmænd
Hedeselskabet administrerer Edvard og Ane Agerholms Legat, som gives til ”flittige og dygtige bønder, der forstår at arbejde sig fremad”, og har valgt at støtte Christina Døssings mål om at komme til udlandet med 15.000 kroner.
”Hos Christina så vi et enormt engagement, nogle klare ambitioner og også en evne til at samarbejde med og støtte medstuderende. Hun fortjener om nogen at modtage støtte til at videreudvikle sine evner inden for faget, og der var ingen tvivl om, at hun skulle tildeles legatet,” slutter projektchef Vibeke Højen.