05/02-20
Det var en spontan idé, der fik Morten Smidt-Jensen til at male Jernbanebroen i alle dens farver for snart fem år siden. Et lidt vovet projekt, for han havde ikke fået lov.
Nu er farverne og dermed hans idé kommet for at blive. For broens nye lys, der kaster farver på den er nu indviet i forbindelse med åbningsfesten for BigBlue Skive.
– Jeg er meget taknemmelig, siger Morten Smidt-Jensen, da han bliver spurgt om, hvad han synes om de nye farver på jernbanebroen i Skive. For det er faktisk hans idé om, at broen ikke bare skulle stå og se så trist ud, der er blevet en integreret del af det store byudviklingsprojekt BigBlue Skive. Og som folk har rost til skyerne.
– Jeg vidste slet ikke, at der var planer om at sætte lys på broen på den måde. Så da lyssætningen blev indviet, blev jeg bombarderet med beskeder fra venner og bekendte, der ville fortælle mig, hvad min idé faktisk havde ført til, siger han.
’For at gøre det pænere’
Den unge kunstner er fra Aalborg, hvor han også bor i dag. Men han boede i Skive et par år, så det er ikke så tit, han kommer forbi den bro, han så at sige gav et nyt liv. Og det var heller ikke noget, han som sådan havde planlagt den sensommerdag i 2015
– Jeg sad bare en eftermiddag på broen og tænkte, at den manglede nogle farver. Det var simpelt hen for at gøre noget godt for området. Folk bliver bare gladere og føler sig bedre tilpas, når de ser farver i stedet for grå beton. Og så gik jeg hjem og fandt mine spraydåser og gik i gang samme aften. Han havde tidligere malet en del graffiti, men har siden bevæget sig over i at arbejde med mosaikker under navnet ’Mosaics By Morten’.
Morten Smidt-Jensen var godt klar over, at han måske legede lidt med ilden. For det var ikke hans bro, og han vidste jo ikke, hvordan Banestyrelsen – nu Banedanmark – ville reagere. Det var dem, der ejede broen. Men det faldt i god jord. For efter at have malet indersiden, fik han tilladelsen hos dem til også at male ydersiden. For egen regning.
Noget af en mundfuld
Det var heller ikke det nemmeste i hele verden at få lys-projektet til at blive til virkelighed. Det var Karina Kobæk, der er arkitekt og ansat i Planafdelingen i Skive Kommune, der fik idéen. Hun har været med til at udvikle BigBlue Skive.
– Det var vigtigt for os, at historiefortællingen i området blev en del af BigBlue. Derfor ville vi gerne finde en helt særlig løsning, så vi kunne bevare farverne på broen – og gerne binde historien og det nutidige sammen, siger hun.
– Men det har været noget af en mundfuld at få det hele til at gå op rent teknisk. Og det var heller ikke alle, der troede på idéen. Så det har handlet om at have is i maven og gå all in. For det er knald eller fald med sådan et projekt. Det har så megen karakter, og det er så synligt. Men heldigvis lykkedes det, og det er rigtig dejligt, at folk har taget så godt imod det.
Flere end forventet
Og folk blev rigtig glade. Det oplevede Planafdelingen i fredags til den store åbningsfest for BigBlue Skive, hvor der var bobler, kaffe og kransekage til alle. Men folkene bag måtte løbe efter flere forsyninger, for det var ikke nok med de 300, der var bestilt til. Cirka 900 mennesker overværede åbningen med musikalsk underholdning med talenter fra Skive Musikskole og tale fra borgmester Peder Christian Kirkegaard.
Han førte an og fik folk til at tælle ned fra 10 og dermed tænde for det nye flotte lys på Jernbanebroen. Det udløste en del begejstrede udbrud som ’ih’ og ’næh’ fra publikum. Og flot så det også ud, da broen pludselig blev oplyst i alle regnbuens farver, og det blev kun flottere i takt med, at mørket faldt på.
– Vi havde slet ikke regnet med, at der kom så mange mennesker og deltog i åbningsfesten, det var utrolig overvældende. Vi vil gerne takke alle, der kom, for den flotte opbakning, siger Christina Kjær Larsen fra Skive Kommune, som har stået for planlægningen af åb-ningsfesten.
FAKTA
Lysinstallationen er programmeret således, at den skifter mellem et almindeligt lys, der viser broen i dens grønne farve og det karakteristiske, regnbuefarvede lys, der veksler mellem en konstant og en bølgende effekt. Lyset på broen er tændt på de tidspunkter morgen og aften, hvor der er mest mørkt. Det er slukket om natten.
Foruden Jernbanebroen og den nye lysinstallation var det også færdiggørelsen af Å-stien fra Elværksbroen til den nye udsigtsplatform, selve udsigtsplatformen, opholds-området bag ved Søndercentret og Banestien fra Østerbro til Jernbanebroen, der blev markeret. Det sker for at skabe flere åndehuller i byen – borgerne får naturen tættere på, samtidig med at der tages hensyn til både plante- og dyreliv. Der er blandt andet etableret en odderbro under Østerbro.
BigBlue Skive er udviklet på baggrund af et lokalt borgerinitiativ. Projektet gennemføres i samarbej-der mellem lodsejere, investorer, borgere og kommune.