04/10-16
Torsdag eftermiddag blev en dejlig oplevelse for de ca. 30 personer, som havde valgt at høre Ingrid Brammer, Hald, fortælle om og vise billeder fra et skoleprojekt i Gambia.
Kembujeh School Friends (KSF) er en forening , som Ingrid for 12 år siden var med til at etablere med henblik på at yde bistand til fattige mennesker i Gambia.
Til november rejser Ingrid Brammer for tolvte gang til landet, som har vundet hendes hjerte, og hendes lillesøster Jytte tager med, som hun plejer. Et omfangsrigt arbejde er sat i gang i Gambia, og når Ingrid kommer dertil, skulle en kæmpecontainer med indsamlet materiale være ankommet, og de der står bag projektet skal være til stede, når containeren åbnes, så tingene bliver fordelt efter behov.
Det kan være hospitalssenge, papir fra firmaer, som har fået nyt navn, skolematerialer, linned, kasseret institutions-tøj f. eks. fra Hjemmeplejen i Skive eller strikkede bamser, dukker og andre ting, som flittige kvinder sidder og hygger sig med at lave på Højslev Ældrecenter. Der må ikke være ting med, som kan udkonkurrere lokalt arbejde.
Meget af Ingrids tid herhjemme går med at indsamle både ting og penge til arbejdet, som er et samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.
Ingrid berettede om nogle af de mange tiltag, som var sat i sving i de forløbne 12 år. Af dem kan nævnes skole med 1400 elever, hvoraf 850 er sponsoreret af donorer. Det betyder, at der betales for undervisning, skolematerialer, uniform og mad på skolen.
Ingrid understregede, at alle på skolen dog fik gratis mad, da man ville undgå, at der opstod splid, hvis nogle ingen mad fik. Der blev også betalt lægehjælp for de sponsorerede børn.
Nævnes skal det, at i år er den første af deres elever blevet uddannet læge. For nylig var der bygget tre nye lokaler, da man gerne ville have, at det ikke skulle være nødvendigt med 50 børn i hver klasse. Der var streng disciplin, og spanskrøret stod i hjørnet af skolestuen, men det var et krav fra sponsorer, at det ikke måtte bruges!
En hjertesag for Ingrid var og er byggeri og igangsættelse af en skole for de unge, som gerne vil lære et håndværk, eller lære at passe børn og føre hus. Det er vigtigt for indsatsen, at gambianerne bliver selvhjulpne, at de lærer nog- et, som de kan arbejde videre med, – også når danskerne er taget hjem.
Der blev nævnt et eksempel med at samle affald op. En lille ting, men med en vis virkning. Små skridt i den rigtige retning.
Gambianerne er venlige og vil gerne tage imod gæsterne, og Ingrids glæde ved at være med til dette arbejde smittede os alle. Foreningen er godkendt til at modtage beløb, som er fradragsberettigede mht. skat. Ingrid holdt os i ånde i en time, men fik så unfair konkurrence fra kaffekander og hjemmebagt kage, der kom til syne.
Under kaffen gik snakken videre med spørgsmål og drøftelser af alt det, vi havde hørt. Det var en oplysende og fin eftermiddag, der naturligvis sluttedes med et par sange.
Referent:Inge Lise Lyse