thumb-40

En lokal ildsjæl fylder 80 år

28/01-20

Inga Lauritsen, Højslev, har aldrig helt forladt ældrecentret.

Inga Lauritsen fylder 80 år i denne uge og er stadigt aktiv i en række sammenhænge. Ikke mindst på Højslev Ældrecenter, hvor hun er forbi mange gange hver uge, selv om det er 18 år siden, at hun stoppede som medarbejder på centret.

– Jeg begyndte i sin tid som dagplejer, men blev hjemmeplejer, hvor jeg cyklede rundt til de ældre, indtil det ikke længere kunne lade sig gøre på cykel. Derefter søgte jeg job på ældrecentret. Her stod jeg blandt andet for mandagshyggen hver mandag formiddag. Det skar Skive Kommune ned på, så da jeg stoppede som 62-årig, synes jeg, at det skulle fortsætte. Det har jeg så i stedet siden gjort som frivillig, fortæller Inga Lauritsen.

Som mangeårigt medlem af Kontaktrådet og ældrecentrets aktivitetsgruppe er hun også med til at arrangere aktiviteter for Højslevs ældre hver anden tirsdag, herunder at bage kage til kaffen:

– Den første tirsdag i hver måned er der foredrag eller underholdning, hvor der synges og spilles, og den tredje tirsdag er som regel fællesspisning med 40-45 deltagere, der også får noget underholdning.

En anden fast aktivitet med Inga Lauritsen i spidsen er ’Strikkedamerne’, der omsætter garn, de har fået foræret, til tæpper, sokker og andre uldne gaver til et projekt i det afrikanske land Gambia. En enkelt beboer på 99 år fra ældrecentret er med, men ellers er det også lokale frivillige, der samles omkring strikketøjet hver torsdag.

Tur til Grønland

Indsatsen for lokalområdets ældre blev Inga Lauritsen hædret for, da hun i 2010 blev kåret som Årets Ildsjæl i Højslev. Med hæderen fulgte en check på 10.000 kroner.

– Dem brugte jeg på en rejse til Grønland, hvor en søn var lærer, men jeg er ikke en, der rejser så meget. Der har været enkelte ture til for eksempel Østrig, men ellers foretrækker jeg at tage på seniorhøjskole, siger Inga Lauritsen.

Hun nyder at være aktiv i lokalsamfundet, hvor en stor
del af de fem børn, 13 børne-børn og ni oldebørn også bor i nærheden. Hver onsdag er hun til seniormotionsgymnastik i hallen, og varmtvandsbassinet besøges hver fredag.

Mange år med håndbold

Den frivillige indsats for andre har fulgt Inga Lauritsen hele livet. Da Hospice Lim-fjord blev etableret, var hun i ti år frivillig som vågekone og aftenværtinde, og hun har været medlem af brugsens bestyrelse. Håndbold i den lokale idrætsforening har også tidligere fyldt meget igennem mange år.

Inga Lauritsen fejrer dagen  med familie, venner og de fem børn; Hans Peter, Hugo, Henny, Herdis, og Harald og 9 børnebørn og 13 oldebørn.

Hendes runde fødselsdag fejres med fest i forsamlingshuset på lørdag.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Scroll to Top

FÅ DE VIGTIGSTE NYHEDER FØRST

Tilmeld dig vores nyhedsbrev