Der er dømt hitparade i ordets bogstaveligste forstand, når tre originale shubbere – backet up af fantastiske musikere – tager på turné med Hardinger Band.
Og det vildeste er, at de kommer til KulturCenter Skive med det mest omfangsrige Shu-Bi-Dua bagkatalog til dato.
Koncerterne spilles i bedste Shu-Bi-Dua stil, og Hardinger Band vil levere soundtracket til tusindvis af menneskers ungdoms- og barndomsminder.
Hele turnéen dedikeres som en hyldest til én af Danmarks bedste sangere og den arv, Michael Bundesen efterlod os alle sammen.
“En større hyldest til Michael Bundesen kan jeg ikke forestille mig”, siger Michael Hardinger, der sammen med Kim Daugaard og Jørgen Thorup spillede i Shu-bi-dua.
Der er i hvert fald lagt op til fest og fællessang i KulturCenter Skive, når væggene runger af talrige stemmer, der synger med på klassiske sange som ”Står på en alpetop”, ”Hvalen Valborg”, ”Den røde tråd” og ”Vi finder os ikke i sexchikane”.
Det bliver en glad og nostalgisk aften, hvor tankerne går tilbage til 70’erne, 80’erne og 90’erne.