25/07-17
Torsdag aften modtog foreningen Vorupør Havbåde en dejlig stor check fra direktør for Spar Nords afdeling i Skive og Nykøbing, Mogens Jensen, Skive, på vegne af Spar Nord Fonden. Beløbet dækker stort set den sidste manglende del af restaureringen af den gamle Vorupør-havbåd ”Simon”, som for nylig vendte tilbage til Vorupør Landingsplads efter en omskiftelig tilværelse gennem de seneste 50 år, bl.a. som muslingekutter med hjemsted i flere forskellige Limfjordshavne.
Af Jens Utoft
Journalist
Med en bevilling på 25.000 kr. har Spar Nord Fonden nu sikret, at foreningen Vorupør Havbåde kan få sin nye havbåd ”Simon” ud at sejle igen fra Vorupør Landingsplads. Båden stilles til rådighed til fritidssejlads og –fiskeri for de foreløbigt 25 medlemmer af foreningen, der betaler et særskilt kontingent til det bådelag, der fremover skal stå for drift og vedligeholdelse af båden.
De 25.000 kr. blev torsdag overrakt til foreningens formand, Arnold Larsen, Vorupør, af direktør Mogens Sørensen fra Spar Nords afdeling i Skive og Nykøbing og formanden for Spar Nords lokale bankråd, Jørgen Andersen, Skive.
Beløbet sikrer færdigrestaureringen af de elektriske installationer på den gamle Vorupørbåd, ”Simon” som foreningen i foråret overtog fra den tidligere muslingeopdrætter Arne Bækgaard, Bedsted.
Båden, der er på 7,96 BRT, blev oprindeligt bygget på N. P. Thomsens Bådbyggeri i Vorupør i 1958.
Den har siden ført en omskiftelig tilværelse under flere navne og ejere.
I 1967 blev den flyttet fra Vorupør til den nye havn i Hanst-holm. I 1984 blev den solgt til fiskeskipper Anders Dalsgaard Pedersen, Fur, som fik den ombygget til muslingefiskeri i Limfjorden. Siden blev den solgt videre med hjemsted i henholdsvis Hvalpsund, Løgstør, Nibe og senest Oddesund, hvorfra den blev anvendt til muslingeopdræt.
”Med hjælp fra en række sponsorer og bidrag fra den tidligere ejer og fra foreningens egne medlemmer har vi samlet anvendt mere end 300.000 kroner på restaurering og sikkerhedsudstyr”, oplyser foreningens kasserer, redaktør Jens Utoft, Skive.
Beløbet er bl.a. anvendt til udskiftning af dele af egeplankerne i skroget på den klinkbyggede båd, forstærkning af bunden, ombygning af kølevandsanlæg og montering af beslag på kølen, så det er muligt at trække den tonstunge båd ud i vandet og tilbage på stranden igen ved landing.
Dermed vil den nye båd være med til at sikre det fortsatte grundlag for det motordrevne, hydrauliske ophalerspil, der som det første sted i Danmark blev indviet i Vorupør i 1940.
Foreningen forventer at den sidste del af restaureringen er gennemført i løbet af de næste to uger, hvorefter medlemmer af foreningens bådelag på skift får mulighed for at benytte båden til bl.a. fisketure.
Samlet har foreningen Vorupør Havbåde nu mere end 200 medlemmer over det meste af landet, men dog fortrinsvis i Thy, på Mors og i Skive-området.