/f/blog/article/424286d489219fec8eb97cf7714715f9d45fd96e_thumb.jpg

Skive blev vist frem i Aarhus

Det ene øjeblik var de i Aarhus, i næste befandt de sig i Glyngøre, i Thise, i Skive.

Især var der mange unge studerende, som gerne ville prøve de smarte Virtual Reality briller, som tog dem med et smut til Skiveegnen, hvor de oplevede nogle af egnens særlige steder med fokus på karriere, bolig, familie, kultur og et aktivt liv.

Gennem brillen kunne de se 360 graders billeder fra Vandkantsskolen i Glyngøre, en koncert ved Resenlund i Skive, Skive Søsports Havn, Søren Vesters Driverhus i Thise og KIS Huset.

Billederne gav tilsammen et indtryk af, hvordan livet kan se ud, hvis de vælger at bo i Skive Kommune. Responsen fra de unge mennesker var yderst positiv. De lod sig begejstre over teknologien, og ikke mindst gav de udtryk for at der egentlig så ret lækkert ud ’deroppe’ i Skive.

Rigtig mange af dem ville gerne høre mere om, hvad byen og egnen kan byde på, og typisk faldt snakken især på karrieremulighederne, for selv om ”de lige være færdig med deres studier”, så er de allerede begyndt at tænke på, hvad de skal bagefter.

En stor del af de unge var i øvrigt unge skibonitter, sallingboer, fjandboer og furboer, som er taget til Aarhus for at studere. For dem blev det et hyggeligt gensyn med hjemegnen og en snak om muligheden for at vende hjem efter studiet.

Eventen på Store Torv er en del af en ny tilflytterkampagne, www.liviskive.dk som kommunen i øjeblikket ruller ud på digitale og sociale medier. Kampagnen skal få flere til at få øje på Skiveegnen som et attraktivt sted at bosætte sig, gøre karriere og leve livet i det aktive fællesskab.

Den kommende weekend gennemfører kommunen Virtual Reality eventen i Aalborg.

Kommentarer

bubblemedia