/f/blog/article/4148084d3e039a62e5f42ea4872b3efd222280a9_thumb.jpg

Sigurd choksejrede

Af Jesper Elbæk, Dansk Hestevæddeløb

je@danskhv.dk

På en råkold og blæsende vinterdag afviklede Skive Trav ni travløb, og der blev vist ganske fin sport eftermiddagen igennem. Om morgenen og formiddagen havde det sneet en del, og det havde gjort forholdene svære for banefolkene, som dog igen viste sig opgaven voksen, og præsenterede de aktive for en bane, som var fin efter forholdene.

Sigurd vandt til 
20 gange pengene

Aalborg-kusken Kasper Klosterskov Andersen lagde for med brask og bram, og vandt faktisk eftermiddag-ens to første løb. Først med Aalborg-hesten Act Cool, som virkelig har ramt en formtop, og nu byttede to andenpladser i træk ud med en sejr. Act Cool blev endda budt på et hårdt løb udvendigt på den førende Bølle A P, men der venter flere sejre for den fransk afstammede hest.

I 2. løb bombede Sigurd. Hesten ejes af Skive-træner Bent Svendsen og hele hans familie, og det er især datteren Camilla Dueholm Svendsen, som har et stort hjerte for Sigurd, som sikkert kommer til at tørne ud i montéløb med Camilla i sadlen, når hun om føje måneder bliver gammel nok til at få licens.

Sigurd er en ældre herre, som uden tvivl havde gavn af en ny kusk i sulkyen. Bent Svendsen havde nemlig valgt at køre Uha Uha De Hess i løbet. Den blev tredje, men Sigurd leverede en afslutning, som ingen af de øvrige kunne stå imod, og Kasper K. Andersen kunne således notere sig for sin anden dagssejr, da Sigurd krydsede stregen i vindertiden 1.17,1a/2060m foran Aros Line, som fik stumme ben til slut.

Shaggy og Armani oppe 
imod overmagten

Et andet rigtig godt løb på dagen var for hesten med højst 245.000 kr. på kontoen, og hvor Armani S, Shaggy og Listas Manboy var favorittrio. Og det var netop de tre heste, der gjorde op om sejren i dette sprinterløb, hvor Shaggy bombede til spids.

Så var meget vundet for Shaggy og Jeppe Juel, men Knud Mønster bag Listas Manboy havde ikke tænkt sig at lægge sig ned på forhånd, og derfor gik Mønster i flæsket på Shaggy tidligt i løbet. Ind på lige bane havde Knud Mønster kontrol på den førende Shaggy, men hvad med Armani S, som senest den startede i Skive 26. januar, fløj banen rundt og vandt en stensikker sejr?

Armani S kom i angreb med 350 meter hjem, og på trods af en suveræn afslutning langt ude i banen, så nåede Armani S ”kun” anden-pladsen, for Listas Manboy strakte på sig og vandt i tiden 1.15,6a/1600m. 

Jeppe Rask førende 
på sejrslisten

Skive Travs yngste træner hedder Jeppe Rask, og efter en noget hård opstart, så er Rask nu ved at komme op i fulde omdrejninger, og Jeppe Rask forlod heller ikke travbanen uden sejr denne løbsdag. 

Rasks vinderhest hed Catch-mydiamond, og den førte fra start til mål i eftermid-dagens 4. løb. Der er tale om en stor, flot, sort hest, som nu har vundet to gange i karrierens hidtidige fire starter. Donato Hanover var anden fra et umuligt startspor tolv.

Eftermiddagens næstsidste vinder var Bastian Lenda-lund, som deltog i Dansk Trav Derby sidste år, dog uden at opnå en topplacering. Men der er tale om en rigtig fin hest, som har vundet ti gange i 18 starter forud for søndagens start. Og her kunne ejeren Sten Iversen rette tallet op til elleve, for det blev til legende let sejr, selv om der var langt frem til udbryderkongen Vivaldi B, som ned gennem opløbet blev et let bytte.

Bastian Lendalund vandt i tiden 1.18,4/2020m, og denne tidsnotering er ikke noget særligt i sig selv. Men måden Bastian Lendalund vandt på, var ganske imponerende, for der var rigtig langt frem til den førende midt i opløbssvinget, hvor hesten med Jan Dahlgaard i sulkyen fik et svaj af en konkurrent, og absolut ingenting fik foræret.

 

Kommentarer

bubblemedia