/f/blog/article/2fb73666ae51473b2d6f68c89c8b8cdfb900b691_thumb.jpg

Salling Efterskole

”Lys, kamera og værsgo´”. Sådan lød det i slutning-en af november måned, da 158 efterskoleelever på Salling Efterskole havde lagt tysk grammatik, fysik og matematik på hylden og kastede sig over det kreative projekt, nemlig film. Filmugen har været et årligt afbræk fra den regulære undervisning, hvor eleverne inddeles i grupper på ca. 10 personer og laver film. Grupperne indeholder både skuespillere, kamerafolk og klippere, der sammen finder på en god historie, laver story board og får det hele filmet og klippet.

”Denne kreative uge har haft mange forskellige udtryk. Vi har arbejdet med både musical, teater og senest har vi fokuseret på at lave film, ” fortæller lærer
Christian Ardal. ”Vi har oplevet, at de er meget godt inde i hvordan film er opbygget, så den del behøver vi ikke arbejde med. Det er måske mere praktisk og teknisk assistance de har behov for. ”

Eleverne synes også at filmugen giver dem noget.
”Det var en ret fed oplevelse selv at lave det hele, sådan set. Vores filmgrupper har fungeret meget selvstændigt og så har man en helt speciel følelse omkring det her produkt man har lavet, for man har ligesom gået og plejet det i over en uge og er stolte over resultatet, ” fortæller Maiken Sif Andersen fra Fredericia.
Der har ikke været frit slag for hvilken slags film elever skulle lave. Tidligere har filmugen været omdøbt til ”gyserfestival”, men i år var temaet jul og derfor var det titler som ”Nissehjælpen”, ”Julemysteriet” og ”Fest i Nisseby”, der prægede plakaterne.

”Hver morgen var der en gruppe, der havde lavet nyheder, vejret og interviews, så man kunne holde sig orienteret om, hvad de andre grupper gik og lavede. Det var altså sjovt, når vi mødtes til morgensamling og så hvad de havde lavet. En dag var der også indslag på grønlandsk, så det fattede vi jo ikke en dyt af, ” fortæller Maiken.

Men hvad er en film uden en efterfølgende filmfestival med tilhørende priser? Derfor havde eventgruppen kørt det tunge skyts i stilling og ved en fornem og festlig prisuddeling blev de forskellige grupper nomineret og præmieret i bedste Oscar-stil.

”Vi gør det igen! ”, slutter Christian Ardal med et smil.
Salling Efterskole slår dørene op til Efterskolernes Aften onsdag den 11. Januar, hvor man bl.a. kan få en rundvisning. Her kan man se filmene, plakaterne og møde eleverne bag. Nisserne kan Salling Efterskole desværre ikke garantere et møde med.

Kommentarer

bubblemedia