/f/blog/article/62ece525f444edbd61bfd2fdf46b415d6f91521f_thumb.jpg

Poeten og Gigoloen

Af Jesper Elbæk, 

Dansk Hestevæddeløb

je@danskhv.dk

Foto: Flemming Andersen

 

Nej, det er ikke titlen på et dansk lystspil fra 1970’erne. Det er navnene på et par af vinderhestene fra Skive Travs løbsdag 9. april. Birger Jørgensen og Martin Andreasen blev aftenens profiler med to sejre hver. 

 

Især amatørkusken Martin Andreasen har fået en forrygende start på 2018 med syv sejre i blot 28 starter. Således er 35-årige Andreasen allerede tæt på sidste sæsons otte sejre, og vi har ikke engang rundet fire måneder af året. Bedste sæson hidtil for den rutinerede amatørkusk var 2015, hvor han vandt 12 løb. Med bare lidt tur i den, så flyver Martin Andreasen forbi det antal i år.

 

Sejrene kom med Vicki Løgstrup, som virkelig har tændt til i 2018, og med lånegodset Poeten Blåbjerg, som Martin Andreasen kom til at køre på afbud, idet Poetens ellers faste chauffør Per Ryberg måtte melde afbud på grund af sygdom. Begge sejre blev taget overordentligt sikkert.

 

Den nu femdobbelte danmarksmester Birger Jørgensen lagde hårdt fra land på løbsdagen, og tog sig af aftenens to første løb. Først kunne Asger Molar netop afvise en stærkt afsluttende Axe Brogård, og i løbet efter var det spil til ét mål for hollandske Gigolo, som vandt sin tredje sejr i træk.

 

Dennis, René og Knud ville også være med

Skive-træner Knud Mønster har vundet 13 kuskechampionater blandt de professionelle på Skive Trav. Dog ikke de seneste år, hvor andre kuske har overtaget tronen. Således blev Morten Friis kuskechampion i 2017, men måske har Mønster sigtekornet indstillet på at vinde igen.

I hvert fald vandt Knud Mønster et enkelt løb denne løbsdag i Skive, og det skete ret så overlegent i 6. løb, hvor Catch Me Will var først på stregen. Will var åbenbart ikke med, så ingen kunne fange Mønsters hest.

René Kjær vandt med storfavoritten Something Fishy, som gav beskedne 1,49 i vinderodds. Men Kjærs hest måtte slås for sejren, for Bent Svendsen tog spids med Speed A Bærs, og holdt et højt tempo. Rundt sidste sving var der stadig et stykke arbejde, der skulle gøres for Something Fishy, men den stærke svenske hest bed tænderne sammen, og vandt i toptiden 1.13,1a/1600m på en Skive-bane, som endnu engang var i topskik.

Amatørkusken Dennis Kristiansen har efterhånden monopol på at vinde amatørernes liga, både på hjemmebanen i Skive, men også på landsplan. ”Smeden fra Skive” nappede en enkelt sejr, da han på en effektfuld afslutning kunne sejre med Pompano Princess.

 

Næste gang der er løb på Skive Trav er nu på søndag, hvor den store Musketerdag venter. Er det længe siden du har været til trav, kære læser, så er det en løbsdag, der er værd at opleve, idet nogle af landets bedste heste kommer til start. 

 

Kommentarer

bubblemedia