/f/blog/article/c8190b001089d93dc04b51d21c8bfe03d4dbc608_thumb.jpg

ØK Open afviklet for 14. gang

I ØKIF havde man en skøn lørdag med badminton.

83 spillere var tilmeldt fra 7 klubber, hvilket blev til 130 badmintonkampe. 54 pokaler blev uddelt til alle 1. og 2. pladser og i tilgift var der fine sponsorpræmier.

Badmintonudvalget i Ørslevkloster IF er meget taknemmelige over de mange sponsorer.

Sponsorindtægterne er bl.a. med til, at spillerne kan komme gratis til stævner og på ture. Fx gik turen søndag d. 5. februar til DM i Aarhus. Disse ture og stævner er med til at give et ekstra sammenhold mellem spillere og forældre i klubben.

Sportsligt var der rigtig mange gode og spændende kampe. Der var drabelige 3-sættere, som særligt var nervepirrede i de kampe, hvor det var guldet der var på spil. Enkelte tårer blev da også fældet blandt de yngste i hallen.

Traditionen tro var der en stor vandrerpokal på spil til den mest vindende klub. Dagen igennem bølgede det frem og tilbage, da det blev et tæt opgør mellem Skive-Resen og Ørslevkloster. Sejren gik dog til slut til Ørslevkloster, som stod for 42 sejre mod Skive-Restens 37. Pokalerne gik til mange lokale spillere, så der var mange, der tog glade hjem.

I U11D HS var der tilmeldt 22 drenge. Her gik guldet til lokale Villiam Eskildsen fra Ørslevkloster, sølvet tog Mads Dalby Larsen fra Skive-Resen, mens der var bronze til Casper Nygaard fra ØK og August Haarbo Pedersen fra S-RB. Både Villiam og Casper sikrede sig hermed oprykning til C-rækken.

I double i U11D rækken gjorde ØK rent bord. Villiam Eskildsen og Oliver Brammer vandt guld og Casper Nygaard og Mikkel Østergaard fik sølv.

Næststørste række var U13D HS, hvor der var 13 tilmeldte. Her gik guldet til Tobias Heidemann fra S-RB, sølv til Lukas Vinther fra S-RB og bronze til Thomas Hvid fra ØK. Der er generelt flest drenge der spiller badminton, de lokale klubber Skive-Resen, Søby-Højslev og Ørslevkloster har netop afholdt netværksmøde, hvor der blev snak om, hvordan man får flere piger til at spille badminton.

Der var også nogle spændende kampe på pigesiden. I U15B vandt Anne Skovgaard fra ØK guld i både single og double, Marie-Louise Kudahl ligeledes fra ØK fik sølv i single og guld i double. I U15 D DS var det Søby-Højslev der tog både guld og sølv, guld gik til Nadja Clemmesen og sølv Sofie Hvoldal. Badmintonudvalget i ØKIF kigger glad tilbage på et stævne der forløb upåklageligt og glæder sig allerede til at planlægge ØK Open 2018 for 15. gang!

Kommentarer

bubblemedia