/f/blog/article/27f6ef82d9232322afbf6b8490e6f76b7423f935_thumb.jpg

Mød Ålekongen ved Dommerby dæmningen

- Med Ålekongen Nytænkt vil vi skabe ny kunst i Skiveområdet som led i, at Region Midtjylland er udpeget som Europæisk Kulturhovedstad i 2017, siger Inger Lise Jensen, kontaktperson for Kunstfagrådet i Skive.

Temaet for kulturhovedstaden er ’Rethink’; Tænk nyt, Tænk på ny, Tænk ef-ter. Og det er da også under dette tema, at Ålekongen viser sig i Skive Fjord. Med udgangspunkt i et lokalt sagn fra Flyndersø nytænkes naturens kraft og manifesterer sig i Ålekongen Nytænkt.

Det gamle sagn fortæller, at der i Flyndersø levede en kæmpestor ål, Ålekongen, med en bølgende rød manke og enorme kræfter. Og det fortælles, at væsenet engang splintrede ålekisten – et fangstredskab – og befriede sine artsfæller, så de kunne fortsætte deres livscyklus gennem Skive Å og Limfjorden og videre helt til Sargassohavet for at gyde og bidrage til næste generation af ål.

Ålekongen Nytænkt giver et kunstnerisk og billedligt udtryk for en vision om frisætning af alle gode kræfter, så vi kan få mod til at lade naturkræfterne regere og råde bod på tidligere tiders uformåenhed og ubetænksomhed, så vi også i fremtiden har ål i havene, et mangfoldigt dyre- og planteliv og et bæredygtigt klima.

Ålekongen Nytænkt er en jernskulptur af seks dele, som til sammen giver indtrykket af et stort væsen, der bryder vandoverfladen i en bølgende bevægelse. Måske med associationer til Lock Ness søslangen. Men skulpturen er mere ålelignende end slangeagtig – og vil fremtræde virkelighedstro; men også overraskende i kraft af sin størrelse.

Billedkunstner Poul E. Nielsen fra Lihme står for udførelsen af skulpturen. Ålekongen passer ind i Skive Kommunes fokus på Rent Liv. Som led heri vil der blive udarbejdet undervisningsforløb til skoleklasser som en del af skolernes ressourcebank SkiveDNA. Skoleklasser opfordres til at arbejde med fortællingen om Ålekongen og lade sig inspirere til at arbejde kreativt og narrativt, fx ved at børnene digter deres egne fortællinger om naturens gode kræfter eller arbejder med skulpturer af genbrugsmaterialer.

Ålekongen Nytænkt er støttet af Skive Kommune Kultur og Fritid, Spar Vest Fonden og Nordea-fonden.

Kommentarer

bubblemedia