/f/blog/article/64d4deb71fa2fc30d3e474acb9c4da3e60fcd151_thumb.jpg

Minister besøgte avlsbesætning

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fik førstehåndsindtryk af dyrevelfærd ved Åbent Landbrug hos Adelgaard Jersey ved Skjern

Både en minister og forbrug-erne fik et godt indblik i dyrevelfærden på et moder-ne landbrug ved søndagens Åbent Landbrug. I forbind-else med det landsdækkende arrangement var der blandt andet åbent i staldene hos Adelgaard Jersey i Skjern, hvor Christian Givskov Petersen oplevede, at mange af dagens 1500 gæster spurgte til, om jerseytyrekalvene bliver aflivet. 

- Det overrasker folk, at vi ikke afliver alle tyrekalve. En tredjedel af de mest interessante beholder vi selv, mens de resterende to tredjedele bliver solgt til en slagtekalveproducent. Det kan måske ikke betale sig, men principi-elt bruger vi ikke boltpistol her på ejendommen, siger Christian Givskov Petersen, der passer de 140 malkekøer sammen med sine forældre, Gitte Givskov og Vagn Lindy Petersen.

Når Adelgaard beholder så mange tyre selv, så hænger det sammen med, at gården har en speciel rolle som avlsbesætning med et stort salg af levende dyr til både ind- og udland. For eksempel eksport til Tyskland og senest Indien, hvor der er flere dyr på vej til. 

God ministeroplevelse
Dagens mest prominente gæst, miljø- og minister Esben Lunde Larsen, havde da heller ikke været mange minutter på gården, før Vagn Lindy Petersen var i gang med at fortælle om avl og de danske jerseykøers internationale status. 

- Danmark er førende i verden inden for jersey, hvor vi især på sundhed er bedre end alle andre. Det har vi været i mange år, fordi man i Dansk Jersey har været gode til at sætte sig mål for, hvad man gerne vil, fortalte Vagn Lindy Petersen.

Inde i stalden bemærker mi-nisteren med det samme selv, at køerne i sensommervarmen nyder at stå under en bestøver, der blot er et stykke af en gammel sprøjtebom, og så går snakken videre om dyrevelfærd og den ro, der ifølge værterne altid er i en løsdriftsstald.

- Jeg er glad for at komme ud og se, hvordan en gård drives i praksis ude i det produktions-Danmark, hvor landbruget
skaber masser af arbejdspladser i andre erhverv. Og det er en god oplevelse at gøre det sammen med andre gæster, der viser, at opbakningen til landbruget er langt større end for eksempel københavnerpressen giver udtryk for, siger Esben Lunde Larsen. 

Han besøgte Adelgaard Jersey sammen med Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, der var medarrangør sammen med Vestjysk Landboforening og Arla. De oplevede, at Åbent Landbrug er landbrugets festdag, hvor især mange børnefamilier tager på gårdbesøg. 

- Det var en rigtig god dag, og vi er meget glade for, hvordan den er forløbet i godt vejr. Vi har kun mødt positive mennesker hele dagen, som efterfølgende er kommet hen for at takke for besøget, siger Vagn Lindy Petersen.

Kommentarer

bubblemedia