/f/blog/article/2458e8d539ce0d35d3326be473824921e548b8eb_thumb.jpg

Massiv Skive dominans til travgalla

Af Jesper Elbæk,
Dansk Hestevæddeløb
je@danskhv.dk

Hvert år i januar fejrer den samlede trav- og galopsport de bedste fra året, der netop er gået. De senere år har den store gallafest været afholdt i Aarhus på det mondæne Hermans i Tivoli Friheden.

Godt 450 festklædte var på plads lørdag 20. januar, og for et par dusin særligt udvalgte, var spændingen ekstra stor. De var nemlig nominerede i en eller flere af de 12 travkategorier, der gallaen er bygget op omkring.

Og de aktive omkring Skive Trav gjorde det fremragende til årets galla, idet hele seks priser havnede i Nordvestjylland. Altså halvdelen af kategorierne, hvilket er yderst bemærkelsesværdigt og meget imponerende. De resterende priser gik til hovedstadsbanen i Charlottenlund, hvor den levende legende Steen Juul nappede tre titler – ”årets træner”, ”årets kusk” og ”årets 4-åring” efter et fremragende år.

Steen Juul – som i øvrigt startede sin karriere i Skive – blev ved årets gallafest indlemmet i Travsportens Hall Of Fame, og modtog folkets hyldest via stående ovationer. En seance, som varede i flere minutter. Billund Trav tog via Lars Marcussen titlen som ”årets amatørtræner”, Aalborg tog sig af prisen til ”årets ældre hest” via Jeppe Juel-trænede Tripolini V P, som i oktober deltog i VM i USA og så gik en enkelt titel til udlandet, da Cuba Libre Ice – trænet af Johan Untersteiner i Halmstad i Sverige – blev kåret til ”årets 3-åring”.

Revisoren tog godt for sig af retterne
En af landets dygtigste amatørtrænere bor i Skive. Navnet er Peter Rudbeck, som er partner i revisionsfirmaet Dansk Revision Skive i det civile erhvervsliv.

Men dét med travheste er Rudbeck altså også fremragende til, og ved årets travgalla vandt amatørtræneren hele tre priser. Vel at mærke i konkurrence med alle de professionelle travtrænere i Danmark. Rudbecks træningsliste består blandt andet af hesten Dontpaytheferryman, som i sin 2-årssæson i 2017 vandt seks gange i lige så mange starter. Her iblandt de to største løb for årgangen, Jydsk 2-årings Grand Prix og Dansk Opdrætningsløb. Det var derfor slet ingen overraskelse, at ”Færgeman- den” tog titlen som ”årets 2-åring”, men lidt mere overraskende var det måske, at den også tog titlen ”årets hest alle kategorier”, for det er i travgallaens historie kun sket for én hest. Pudsigt nok Dontpaytheferrymans mor Nobodybeatsthebeat, som dengang også blev trænet af Peter Rudbeck.

Som supplement til de to titler til Dontpaytheferryman, så blev Rudbeck også hyldet som ”årets opdrætter”, og det skyldes naturligvis, at staldens andre løbsheste – primært Bad Moon Rising og Stand And Deliver – også gjorde det flot på trav-banerne rundt omkring, og medvirkede til en samlet indtjening til Rudbecks stald på godt 1,2 mio. kr.

Smeden, kometen og multitalentet
Hvor Peter Rudbeck nøjes med at træne travhestene, så er det anderledes med en anden lokal amatørstjerne, nemlig beslagsmeden Dennis Kristiansen fra Højslev. Kristiansen både træner hestene og kører dem selv i løb – og det gør han altså så godt, at han nu for fjerde år i træk blev kåret som ”årets amatørkusk”. Smeden satte alle konkurrenterne til vægs igen i 2017, hvor Dennis Kristiansen – ud over at vinde flest løb blandt samtlige amatørkuske – også vandt Dansk Mesterskab og Nordisk Mesterskab for ama-tørkuske. Vildt imponeren-de, og det samme er den høje sejrsprocent på 15-20% målt over de seneste fire sæsoner, hvor Kristiansen har vundet 121 løb.

Kasper Foget er lærling hos Team Friis, som består af far og søn, John og Morten Friis, som begge er travtrænere. Det bliver unge Foget sikkert også en dag, og under alle omstændigheder løb han med titlen som ”årets komet” efter en kanon sæson med 15 sejre og samlet sejr i kusketalent- konkurrencen ”Sigter Mod Stjernerne”. Kasper Foget var oppe imod nogle skrap- pe navne i denne kategori, men trak altså det længste strå, og går en spændende fremtid i møde.

Sidste sejr til Skive gik til multitalentet Sabina Gammelgaard, som både kører travløb, rider galopløb og rider montéløb. Monté betyder ridetrav, og man sidder altså ovenpå hesten, som stadig skal trave, ligesom i ordinære travløb.

Sabina Gammelgaard var faktisk også nomineret som ”årets amatørrytter” i en af galopkategorierne. Uden dog at vinde, idet aarhusianske Lea Olsen var for hård en konkurrent, men i kategorien ”årets montérytter” var Sabina Gammelgaard sikker vinder efter et forrygende år med i alt 16 sejre.

Næste løbsdag på Skive Trav er nu på fredag 26. januar, hvor løbene starter kl. 15.45. Og mon ikke Peter Rudbeck, Kasper Foget, Dennis Kristiansen og Sabina Gammelgaard bliver hyldet behørigt foran hjemmebanepublikummet.

Kommentarer

bubblemedia