/f/blog/article/045877c0e35654d225397a82d0ee726ab55331b9_thumb.jpg

Lundø Classic Motorshow: Vejret og kærligheden sejrede

HØJSLEV: Over 900 udstillere – og det er ny rekorddeltagelse - fandt vej til Lundø Classic Motor Show til den dejlig solrig dag med en indlagt overraskelse af de helt store.

Allerede fra den tidlige morgenstund begyndte en lang stime af smukke veteran-køretøjer at bevæge sig ind gennem Lundø by og videre ud til det smukke træf-område ved Limfjorden og ved Lundø Strand Camping.

I modsætning til sidste år, hvor arrangementet nærmest druknede i regn, lunede efterårssolen både tilskuerne langs ruten og de mange, der havde slået kalechen på deres køretøjer ned og nød vinden i håret og de mange begejstrede vink, de blev mødt med. 

Lundø bys indbyggere ind-
viede deres nye samlingssted, Æblehaven, og de fik så god underhold-ning til deres formiddags-kaffe med kanelsnegle og en lille bitter, at de slet ikke havde tid til at kigge på de smukke, farvestrålende
fugle i volieren. 

Normalt er det ret hurtigt at komme til og fra Lundø, men når 900 veteranbiler og –motorcykler skal på plads på de grønne arealer ved campingpladsen, og et stort antal besøgende også kommer kørende i bil, skaber det køkørsel. Alle tog dog de lettere kaotiske forhold med et smil, og arrangørerne fra Krumtapperne og deres team af unge assistenter dirigerede tropperne med sikker hånd.

Der var køretøjer af enhver slags og for enhver smag, gamle tilbage fra 1920’erne og nyere modeller af motorcykler, knallerter, scootere, personbiler, lastbiler, busser, campingvogne og ”rugbrød” af alle kendte og mere ukendte fabrikater og naturligvis alle skinnende blanke og velholdte. Mange af ejerne lukkede både døre og motorhjelm op, så de interesserede gæster kunne få et glimt ind bag facaden. 

”På et tidspunkt var der så mange deltagere på pladsen, at vi måtte være kreative for at finde plads til dem, men det gik heldigvis fint,” griner Lone Nyström, der er hjernen bag logistikken.

Der var fyldt op på cam-pingpladsen, og restauranten og festteltet blev flittigt frekventeret. Ude på træfområdet myldrede det med gæster og entusiastiske deltagere, som inspicerede de farverige køretøjer, hyggede sig ved deres medbragte campingborde og beredvilligt fortalte om deres biler. Den glade, afslappede stemning fik som sædvanligt snakken til at gå, og mon ikke der også blev lavet en handel eller to?

Folkene bag den forplejningsmæssige del af Lundø Classic, personalet på Lundø Strand Camping, var også lutter smil. ”Vi måtte melde udsolgt af pølser ved 15-tiden,” siger medej-er Gert Hansen og fortsætter med vanlig jysk sans for underdrivelse: ”Jeg kan vist kun være tilfreds.”

Deltagerne kom fra alle egne af Danmark samt Norge, Sverige, Tyskland og England for at være med i den 15. udgave af Lundø Classic, og alle fik de den oplevelse, de var kørt efter, og lidt til.

Bryllup på øen

Kort efter kl. 13 begyndte der at samle sig et opløb på den centrale del af pladsen, hvor en mand i nydeligt blåt jakkesæt havde taget opstilling. Det var Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard, som indledte med at undskylde, at han havde undervurderet trafiksituationen og var kommet lidt for sent til dagens vigtigste opgave: Vielsen af de to centrale arrangører, Lasse og Lone Nyström.

”Vi har kendt hinanden i næsten 30 år, så vi syntes, det var på tide,” siger Lone Nyström med et blink i øjet. ”Og vi kunne ikke forestille os noget bedre end at blive gift her blandt alle bilerne, som er vores store interesse, og med en masse kendte, glade mennesker omkring os. Det var helt perfekt og lige i vores ånd.” Kun ganske få mennesker var indviet i bryllupsplanerne på forhånd, men de mange store smil og tårer i øjenkrogene fortalte historien om et populært par, som nu endelig var blevet smedet sammen. ”Familien fik det at vide i torsdags, og vi troede først, det var en joke. Hvem andre end Lasse og Lone kan finde på at arrangere bryllup på årets travleste dag?” spørger Lones søster, Sonja, leende.

Hen på dagen begyndte slangen af veterankøretøjer at bevæge sig væk fra Lundø igen, mætte og tilfredse oven på dagens oplevelser og med løfte om at komme igen til næste år.

 

Kommentarer

bubblemedia