/f/blog/article/3c6957dfc6e7dadcd072d43e034b1eb2729e6ff6_thumb.jpg

Lokale spillere præger fodbold-cup

Forældre tager med Skiveegnens ungdomshold til stor fodboldturnering i Vestjylland

Med alene 76 spillere fra Vridsted IF vil der være masser af lokale ungdomsspillere med, når der spilles Ramsing Cup i den vestjyske by Spjald den 5. - 7. august.

Men også Mønsted-Sparkær og Team Spøttrup sender et større antal hold afsted til den traditionsrige fodboldturnering.

Ramsing Cup sprænger i år alle rammer med hele 270 ungdomshold fra ind- og udland. ”Det er en fremgang på 20 procent. Flere af de klubber, vi plejer at have med fra blandt andet Skiveegnen, sender flere hold end tidligere, og vi mærker også, at pigefodbolden er i fremgang. For eksempel kommer der næsten lige så mange piger som drenge fra Vridsted IF. Begge dele tager vi som et udtryk for, at det sociale er højt prioriteret, når man deltager i Ramsing Cup.

Vi adskiller os fra andre sommerturneringer ved at have alt samlet i én lille by. Både fodboldbaner, overnatning og de tilknyttede aktiviteter”, siger Jens Christensen fra cuppens styregruppe.

De ekstraordinære mange fodboldspillere stiller ikke kun krav til en tæt indretning af banerne omkring Spjald Fritidscenter. Cuppen har måttet støvsuge byen for ledige arealer til overnatning, da det i stigende grad også er en turnering, som spillernes forældre deltager i for hyggens skyld.

Spjalds indbyggertal bliver derfor femdoblet til cirka 6000 under Ramsing Cup. ”I år 2000 kunne vi nøjes med at etablere 33 camping-enheder. I år har vi brug for plads til tusind campingvogne og 50 partytelte.Udover at leje jord hos en landmand og den lokale rideskole, som vi plejer, har vi derfor også lånt en gammel børnehave-grund, et par byggegrunde samt plads hos både fjernvarme- og vandværket”, forklarer Jens Christensen.

500 frivillige hjælper til Ramsing Cup drives af frivillige kræfter. Hyggen og samværet betyder også meget for de cirka 500 lokale frivillige, der er i gang før, under og efter det store arrangement.

”Ramsing Cup er noget, som man gerne flytter sit sølvbryllup for at deltage i. Nogle har været med i alle de 36 år, cuppen har eksisteret, og andre kommer trofast hjem til byen, selv om de er flyttet herfra.

Forældre fra de deltagende naboklubber tilbyder også at tage en vagt”, siger Jens Christensen. Fra at være en almindelig fodboldturnering for spille-re og trænere har Ramsing Cup udviklet sig til at være en fodbold-festival, hvor aktiviteterne uden for banen også betyder meget for de medrejsende familier.

”Enkelte klubber har selv en hel gris med til aftensmaden, men ellers står vi også for bespisningen og aktiviteter som diskotek og svømmehal, ligesom vi arrangerer løbeture i omegnen for de medfølgende forældre”, siger Jens Christensen.

Ramsing Cup åbner fredag aften med fælles march gennem Spjald og slutter søndag ved frokosttid med overrækkelse af pokaler og medaljer.

Af Erik Poulsen, Ansatz Foto: Hans Erik Palmelund

Kommentarer

bubblemedia