/f/blog/article/57fb61701a0df9ab39138cff60a6bf03e81d48d6_thumb.jpg

Lille familievirksomhed har vundet stor pris for ’Årets Selskabsspil’

I weekenden blev Danmarks bedste brætspil kåret og i kategorien ’Årets Selskabsspil’ gik prisen til en særlig familie, som gennem de sidste 5 år sammen har knoklet for at realisere deres drøm.

Det startede egentlig bare som et hyggeligt familie-projekt hjemme hos familien Lindemann fra landsbyen Balling nordvest for Skive. Og heldigvis vidste Annemette og hendes to sønner, Malthe på 13 og Thor på 22 år, ikke hvad de gik ind til, den aften de fik en god idé. Den idé førte til, at familien i løbet af de sidste 5 år har brugt rigtig mange timer af deres fritid sammen, for de tre har gang i et større projekt.   

De har nemlig stiftet virksomheden Lindemann Creative Minds, som de hver ejer 1/3 af. Og det hele startede en lørdag aften hjemme i familiens stue, hvor de to drenge på dengang 8 og 18 år og deres mor gerne ville hygge sig sammen med et brætspil. Som sædvanlig kunne de ikke blive enige om et spil, som de alle synes var sjovt og kunne spille på lige fod trods aldersforskellen og hvor alle havde lige store chancer for at vinde.

Derfor besluttede de sig den aften for at opfinde deres eget! De ville lave ’Verdens Sjoveste Spil’ til sig selv. Hvor svært kan det lige være?

De blev enige om en række krav:
•    Der skal være læring
•    Der skal være bevægelse
•    Der skal være mulighed for at blive lidt til grin
•    Der skal være lige store chancer for at vinde, uanset om man er barn eller voksen
•    Det skal være sjovt for alle aldersgrupper og dermed kunne samle familien til en fælles oplevelse

Og så gik den kreative familie ellers i gang med at klippe og klistre og modellere en færdig prototype og skabte ’SKÆG & SKØRE BRILLER’.

Da de efter 3 år var næsten færdige og havde testet det på sig selv og på familie, venner og klassekammerater, synes de selv, at det var blevet så godt, at de stillede op i en opfinderkonkurrence. Med en præsentation af deres idé og prototype kom de i finalen og herefter greb det om sig!

Konkurrencens dommere var de første til at forudbestille og pludselig blev det ’seriøst’ og spillet måtte bare sættes i produktion. Men for at produktionen kunne sættes i gang, ville familien skaffe 400 forudbestillinger.

De fik derfor lavet en MEGA-udgave på 2 x 4 meter og en GIGA-udgave på 4 x 8 meter af deres spil og med det pakket i en trailer bagpå bilen drog de rundt i hele landet på promoverings-tour og lavede spille-events hos boghandlere, idrætshaller, indkøbscentre og på skoler og campingpladser i forsøget på at indsamle nok forudbestillinger fra forhandlere og kunder.

Det var en stor dag i familiens hjem, da de færdige spil ankom med fragtmand og kasserne pludselig fyldte det meste af stuen. Dér blev projektet for alvor en realitet for familien og mens Annemette, Thor og Malthe fejrede det, drøftede de det næste store mål. Og det de sigtede efter, var at vinde Guldbrikken.

Guldbrikken er en pris, som tildeles de bedste brætspil i Danmark indenfor 4 kategorier og Juryens Special Pris. Priserne uddeles 1 gang om året til en event, hvor de nominerede spil præsenteres og vinderne kåres under et Award Show. Vinderne får overrakt en officiel statuette, som er en gylden Ludo-brik i massiv messing. Prisen er samtidig et kvalitetsstempel både for forhandlere og forbrugere, da juryen består af kyndige fagfolk og spileksperter, som arbejder på at sætte fokus på de gode brætspilsoplevelser.

For familien Lindemann ville dét at vinde Guldbrikken være det absolut største – som en filminstruktør, der netop har vundet en Oscar for ’Bedste Film’. Da nyheden kom, at deres spil var blevet udvalgt som en af de nominerede, var det lige præcis det skulderklap de trængte til.

For ingenting kommer af sig selv og når man ikke har et stort brand i ryggen, må familien selv stå for al markedsføring og salg. De afholder derfor stadig mange spille-events med deres kæmpe udgaver og er meget aktive for at markedsføre spillet. Og nogle dage ORKER de bare ikke mere.

Annemette forklarer: ’Nogle dage har man brug for at mande sig lidt ekstra op. Det har været vigtigt for mig, at vi skal have det sjovt. Men det er lige så vigtigt at vise mine drenge, at man kan få noget ud af at have et drive og gå efter et mål. Nogle gange er det nødvendigt at klemme ballerne sammen og gennemføre, selv når det er hårdt. Men så er belønningen ofte også det større.’

For 5 år siden sad Annemette, Malthe og Thor hjemme i stuen og tegnede skitser til et nyt og unikt brætspil. I weekenden stod de på scenen under Comic Con messen i Bella Centret og tog imod prisen for ’Årets Selskabsspil’. Juryen har valgt ’SKÆG & SKØRE BRILLER’ som vinder af kategorien, fordi det er et socialt inddragende selskabsspil for hele familien. Juryen fremhævede desuden, at spillet kan gøre den gode stemning omkring bordet til det vigtigste, når både børn og voksne dyster i de skægge og skøre udfordringer.

Hjemme i Balling havde de allerede inden Guldbrikkens Award Show fundet en plads til den gyldne statuette. For familien har hele vejen igennem troet på potentialet i deres projekt. Det har været motivationen i løbet af 5 års medgang og modgang, hvor de har lagt hele deres sjæl, det meste af deres fritid og en betydelig sum penge i udviklingen, produktionen, markedsføringen og salget af deres eget brætspil ’SKÆG & SKØRE BRILLER’.

Spørger man Annemette og drengene om det har været prisen værd, svarer de sådan: ’Vi har ikke fortrudt noget som helst. Vi har oplevet så mange sjove og spændende ting. Og så er det bare så overvældende og stort at vinde Guldbrikken. Vi er så glade og stolte af det, vi har skabt og lært sammen som familie. Og det har været det hele værd.’

Med prisen ’Årets Selskabsspil’ er familiens næste mål at få en ny produktion af spil sat i gang. Det er allerede ved at tynde ud i lagerbeholdningen fra den første leverance og som vinder af Guldbrikken, kan de godt forvente, at der kommer meget mere gang i forretningen.  

Kort om brætspillet:
SKÆG & SKØRE BRILLER udfordrer både dine kreative, fysiske, skøre, modige og intellektuelle færdigheder og der garanteres masser af grin og sjove stunder.
Fra ca. 8 år og opefter, 3-8 deltagere.

Læs mere:
Hjemmeside: www.verdenssjovestespil.dk
Facebook: www.facebook.com/VerdensSjovesteSpil/?fref=ts

Kommentarer

bubblemedia