/f/blog/article/e0fa227c9c49c8ba80facd7a5162330c1c2f20b6_thumb.jpg

Kræmmermarked i Virksund

Baggrunden kan næsten ikke blive smukkere, end den er, når Virksund Kræmmermarked de kommende dage inviterer til markedshygge på havneområdet.

Omkring 70-80 kræmmere tilbyder et væld af nye varer og gode loppefund og de små og store boder er placeret mellem de idylliske fiskerhuse, på beddingen og ved lystbådehavnen. 

Også langs vejen ind mod markedspladsen vil der være masser af liv og i det hele taget giver det liv og glade dage i det lille samfund for både fastboende, sommerhusgæster, sejlere og de øvrige 10.000-12.000 mennesker, der traditionelt gæster Virksund Kræmmermarked i løbet af de fire dage fra torsdag til søndag.

Det er det samlede foreningsliv i Virksund, der arrangerer markedet og mange frivillige hjælpere giver en stor hånd med, for at få det hele til at gå op i en højere enhed.

I borgerforeningens fælleshus serveres der kaffe med hjemmebagt lagkage og kringle og der er naturligvis gode gevinstmuligheder i den lokale tombola, der bortlodder en lang række flotte, sponsorerede præmier.

Alle dagene fra torsdag til søndag byder på stort Kræmmermarked, Borgerforeningens tombola,kaffestuen åbner og ikke mindst; levende musik. 

Der plejer at blive et overskud ud af alle anstrengelserne og som tidligere år går pengene til at forbedre forholdene på havnen.

 

Fra og med torsdag går det løs - og der er fire hyggelige markedsdage i vente.       

 

Kommentarer

bubblemedia