/f/blog/article/f2b272bd911cc4c85bc5132844b1742bd2ea607f_thumb.jpg

Flemming tog springet til bygningskonstruktør

Tilbage i juni sidste år, blev indehaver af FF Entreprise, Flemming Frederiksen, færdiguddannet som bygningskonstruktør på VIA University College i Holstebro. En uddannelse, som han tog sideløbende med sin murervirksomhed, som han har drevet i godt 13 år.

Det har derfor været 3,5 benhårde år for den ihærdige indehaver, som havde som mål, at få sig et firma, som er både projekterende og udførende.

- Jeg vil gerne udvikle min forretning og vokse lidt for at få flere ”varer” på hylderne. Derudover, har jeg også et ønske om at få noget mere arbejde bag computeren og skrivebordet. Jeg bliver jo ikke yngre og kroppen kan godt mærke, at den ikke kan holde til helt det samme arbejde mere som tidligere. Derfor tog jeg beslutningen om at tage konstruktøruddannelsen, som har givet mig en masse viden og nye værktøjer, fortæller Flemming Frederiksen.

Det har resulteret i, at Flemming nu er i stand til at udføre opgaver lige fra tegningsarbejdet samt beskrivelsen af et projekt til indhentelsen af byggetilladelsen og igangsættelsen af konstruktionsarbejdet, hvilket har medført sig enkelte tegningsopgaver i ny og næ.

- Lige nu, gælder det om at komme lidt op i gear igen og bruge uddannelsen til noget. Jeg laver stadig murerarbejde men har også fået enkelte opgaver, hvor min uddannelse kommer ind over. Det kommer så småt, og det er jo de mange små træk, der tæller, fortæller Flemming Frederiksen.

Om godt 14 dage går Flemming i gang med at skalmure et hus i Dommerby, som sidste år var udsat for en gaseksplosion. Her mærker han specielt resultaterne af sine anstrengelser, idet han selv har stået for det projekterende arbejde og nu skal i gang med det udførende.

Så selvom det til tider har været op ad bakke med både skole, lektier og firma på én gang, så begynder belønningen nu så småt at vise sig. - Set i bakspejlet, forstår jeg ikke, hvordan jeg kunne komme igennem det her. Det har været op ad bakke nogle gange. Men heldigvis havde jeg nogle gode studiekammerater og min far til at støtte op om det hele.

I dag er jeg glad for, at jeg tog springet. Jeg kan godt lide at sidde og lave tegningsarbejde, beskrivelser og energiberegninger osv, og et eller andet sted, så føler man aldrig at man bliver helt færdig idenfor dette område.

Der er altid mere man kan dykke ned i, konkluderer Flemming Frederiksen, hvis afgørende betydning er, at man skal tilstræbe den gode løsning og det gode håndværk, uanset opgavens art eller størrelse.

Kommentarer

bubblemedia