/f/blog/article/3766302f41905e209cd0aa89c81371322adfc10f_thumb.jpg

Fællesspisning på Højslev Ældrecenter

Tirsdag i sidste uge havde aktivitetsgruppen for Højslev Ældrecenter arrangeret en hyggelig eftermiddag for ældrecentrets brugere, som kunne nyde godt af både underholdning og lækker mad bestående af gule ærter, dessert og kaffe. 

Aktivitetsgruppen inviterer ofte til både fest og underholdning, og her er fællesspisning et af de arrangementer, som afholdes fast en gang i måneden. Tirsdag den 17. januar var ingen undtagelse. Her mødte cirka 45 brugere op til en hyggelig eftermiddag, hvor underholdningen blev leveret af ”De Glade Musikanter” fra Fårbæk.  En af brugerne af ældrecentret, som ikke ønsker sit navn i avisen, fortæller følgende:

-Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor ”De Glade Musikanter” underholdt os med masser af god musik. Det var en form for ønskekoncert, hvor bordene på skift måtte vælge en sang - der var 10 borde i alt. Og som sædvanligt, havde Inga Laursen bagt kage til kaffen. Inga er en af de frivillige i aktivitetsgruppen og er selv bruger af ældrecenteret. Her synes jeg så, at det er meget vigtigt at sige, at uden disse frivillige, ville der ingen fester være på Ældrecentret.

Udover de mange fællesspisninger og fester, tilbyder Højslev Ældrecentret også mange andre aktiviteter i form af blandt andet seniordans og stolegymnastik. Derudover er der omkring 8 til 10 frivillige, som samles hver torsdag til en hyggelig eftermiddag, hvor de strikker til et godt formål, og her kan vores anonyme bruger fortæller:

-Hver torsdag eftermiddag er der nogle frivillige som strikker til Gambia. Der bliver strikket både tæpper, undertrøjer, små sokker og huer. Og det bedste er, at vi ved det kommer frem til Gambia, for vi har set billeder derfra, hvor det bliver brugt.

Brugeren af Ældrecentret har dog en lille bøn. Der skal strikkes mange tæpper, undertrøjer, sokker og huer for at afhjælpe så mange som muligt. Strikkeklubben kunne derfor godt bruge mere garn. Så skulle nogen have noget liggende, som de ikke bruger, modtager strikkeklubben på Ældrecentret det meget gerne. Derudover opfordres alle til at møde op til en masse hygge og dejligt samvær med andre, når aktivitetsgruppen inviterer til fest og underholdning. 

 

Kommentarer

bubblemedia