/f/blog/article/24ea23cb16db7266aa1fda7db6757bdb826a7849_thumb.jpg

Dansk Byggeri til møde med kommunen

Dialog og samarbejde er nøgleord, når det kommer til udvikling af Skive som erhvervsvenlig kommune

Skive Kommune har gennem de senere år manifesteret sig som en af landets mest erhvervsvenlige kommuner. I målinger fra Dansk Industri og Dansk Byggeri har Skive Kommune blandt andet markeret sig som en af de kommuner, der har en god dialog og et stærkt samarbejde med det lokale erhvervsliv.

Netop dialog og samarbejde var omdrejningspunktet, da Dansk Byggeri forleden deltog i et møde med Skive Kommune.

- Vi er meget optaget af at kende vores lokale virksomheders behov og ønsker, fortæller borgmester Peder Christian Kirkegaard. - Det har vi brug for, hvis vi som kommune skal skabe den ramme, der understøtter virksomhedernes mulighed for at skabe vækst, nye arbejdspladser, så de på den måde kan bidrage til egnens positive udvikling, siger borgmesteren.

Det er fjerde år, Skive Kommune og Dansk Byggeri afholder et årligt dialogmøde for at sikre det gode samarbejde. Ifølge Niels Hansen, formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, virker møderne efter hensigten.

- Vi havde igen i år en god dialog om mange forskellige bygge- og anlægsemner og kvitterede for, at Skive holder fast i placeringen som en af de mest erhvervs- og byggevenlig kommuner i landet. Det er noget, vi også oplever i dagligdagen, hvor byggesagsbehandlingen går hurtigt og grænsen for, hvornår vi skal stille en arbejdsgaranti er oppe på 1 mio. kr., fortæller Niels Hansen, formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland og Poul Bak formand for lokalforeningen BYG Skive-Salling.

På mødet orienterede Skive Kommune blandt andet om kommunens udbud/anlægsopgaver samt anlægsprogram for 2017/18. Der var en gennemgang af kommunens nye udbudspolitik, garantier, konkrete udbud i nedslag og håndværkerlisten. Ligeledes var der dialog om gode løn- og arbejdsvilkår på byggepladserne.

Kommentarer

bubblemedia