/f/blog/article/10943f98e78637834d9b521e6bd6f4664c58ea9a_thumb.jpeg

Christina designer bæredygtige og klimavenlige haver

Ønsker du en have med et naturligt udtryk, der tager hensyn til både miljø og dyreliv?
En ægte klimazone? Og som ikke kræver alverden af dig?

Mange mennesker længes i dag efter at leve et liv i pagt med naturen – en drøm, som også falder i hak med et øget fokus på både naturen og dyrene. Den naturlige have er blevet populær hos mange. Man trækker ganske enkelt den omliggende natur ind i haven, som bliver mere vild men også vedligeholdelsesfri.

Ugeavisen Skiveegnen har besøgt Christina Ullits Mortensen, som bor og arbejder på en landejendom i Ørum ved Højslev. Hun arbejder i sin egen virksomhed som have- og miljødesigner med Permakultur Design Certifikat, der tager udgangspunkt i den bæredygtige og klimavenlige have.
Ejendommen ligger lidt tilbagetrukket på 2,2 ha land i flotte naturskønne omgivelser. Partneren Daniel Ullits Mortensen er 3. generation i Ørum, og Christina Ullits Mortensen er tilflytter fra Flyndersø. - Så vi er jo ret lokale og vi har været ude i storbyen, og har nu fundet tilbage igen. Vi kan godt lide det her nærmiljø og landsbyliv, siger Christina Ullits Mortensen.

Arbejdsheste på sneglejagt
Det første der møder journalisten er ti ranke ænder, som kommer gående på en række for at, som Christina Ullits Mortensen udtrykker det, ‘gå på arbejde’. De skal ud og spise snegle og andet godt for at holde haven ren for skade-dyr og så lægger de også æg til husholdningen. De er vores arbejdsheste, uden dem så havde vi ingen grøntsager.

En mission og flere gøremål
Parret har snuset lidt til selvforsyning og det har grebet om sig, med nogle af alle de her klimatanker der er og hvad det er der sker. - Tag nu bare eksemplet med, at vi før har haft mange insekter og nu ikke ser så mange længere. Her er vores mission så, at gøre vores egne prydhaver til klimahaver. Sådan at vi med god ro i sindet kan sætte os ned  og kigge på at naturen egentlig arbejder og forbedrer sig selv, fastslår Christina Ullits Mortensen.
-Det er også en del af vores mission, at noget af vores selvforsyningsarbejde også har givet os et indblik i, selv at holde dyr og gerne vil have etikken med. Vi har f.eks. slagtekaniner og dem har vi lukket ud i foråret og lavet en større indhegning, sådan at de kan gå frit. Dermed er kaninerne fri for bure og de har et så naturligt habitat som muligt, for når de har så stor plads, så slås de ikke med hinanden.

Etik, tid og økonomi
For Christina Ullits Mortensen hænger det hele lidt sammen. - Det er faktisk vores mission eller drøm om man vil, at vi kan leve den gode samvittighed, forklarer hun. - At vi tager nogle fornuftige valg. Selvfølgelig ikke fanatisk, det er der ingen af os der er. Det skal stadigvæk være sådan at man kan være i det. Men når vi tager nogle valg, så tænker vi lige lidt over, - okay hvad går bedst op med vores etik, vores økonomi og vores tid i en sammenhæng. Tiden er faktisk en af de ressourcer, vi har det sværest ved og ikke kan gøre så meget ved.

Få din egen klimazone i haven
Og det  er her Christina Ullits Mortensens mission kommer på bane. Ønsker man at få nye øjne på sin have - at få en mere naturlig og spiselig have, ja endda sin helt egen klimazone, så er der professionel hjælp at få af Christina Ullits Mortensen, der bl.a. er certificeret Permakultur Designer.

- Vi starter med et besøg hos kunden og har en vejledende samtale om, hvordan skal vi gribe det her an, i forhold til kundes ønsker og behov. Specielt det der hedder ressourcer i forhold til tid og økonomi. Og det er egentlig ikke altid, at  det er økonomien, det hænger i, det er mere tiden til. Men først og fremmeste skal vi finde ud af hvad er det man vil, hvad er det man ønsker, hvad er det for et udbytte man vil have i haven. Er det ophold i haven,  eller er det mad eller er det rekreativt? Hvor er det vi er henne? Herefter kan jeg tilbyde at lave en skitse, en designplan og et budget.
- Jeg plejer at råde folk til, at arbejde på at få skabt så meget humus som muligt. Humus er en betegnelse for  jordbunden i pagt med naturen er mørk og frodig og blød, ligesom en skovbund. Det handler om at skabe en klimazone, at få etableret træerne rigtigt, få skabt noget sikkerhed mod vind. At få skabt noget sikkerhed mod støj udefra, der kan sagtens være en vej der støjer rigtig meget. Få placeret træerne rigtigt i forhold til solen, så vi ikke får det her træ, som vi har købt, til at skygge for alt det andet, så vi kan dyrke i resten af haven også. Og få skabt de her opholdsrum. Og det gælder både for nedlagte landbrug og for villahaver. I villahaverne skal man så prioritere, der kan man ikke få det hele. Så hvis det nedlagte landbrug har pladsen, så vil jeg f.eks. klart anbefale at få plantet nogen nøddetræer og få nogen dyr ind og hjælpe dig. I villahaven kan man også godt have et par ænder, men det kommer an på, hvad for nogle restriktioner man har og arbejde med, om de må larme? Er det måske et par høns stedet for? Der er også nogle andre dyrkningsprincipper jeg kan guide med. Vi har f.eks. i år eksperimenteret med at dyrke kartofler direkte på jorden, til at omlægge en græsmark og så ligge kartofler oven på jorden på kortslået græs og halm.

Større og mindre haveplaner
Ifølge Christina Ullits Mortensen så tilbyder hun hjælp til både store og små havearealer, samt til både private og erhverv. - Vi tilbyder at etablere haver og ejendomme helt eller delvist ud fra så klimavenlige metoder, som arbejdsopgaven tillader.

Generelt har vi følgende fokus i vores havearbejde:
· Plads til natur, insekter, dyr og mikroliv.
· At skabe en have der naturligt indgår i et sundt naturligt økosystem
· Flerårlige spiselige planter:
Få en have med pæne planter der tilmed kan spises og som kommer igen år efter år.
· En have der er nem at holde:
Vi mener en have skal nydes og indbyde til ophold, læring og leg. Udfra dette designer vi haver der kræver mindre vedligeholdelsesarbejde end en almindelig græsplæne.
· Kredsløb af ressourcer:
Med et gennemarbejdet design lagrer din have naturressourcer til eget forbrug, hvilket sikrer en øget selvforsyning af havens behov for f.eks. vand, næring og kvælstof.

Hvis man ønsker selvforsyning kan man sagtens gøre det, også i en villahave, forklarer Christina Ullits Mortensen. Mht. konventionelt dyrkede grøntsager så er man ret godt med med 100 m2 pr. mand. Og når vi snakker en villahave, så er der mange flere hjælpemidler, man kan tage i brug overfor f.eks. snegle i grøntsagerne og det er økonomisk overkommeligt i en lille have.

Er du blevet nysgerrig og har du fået lyst til at få nye øjne på din have eller din landejendom og måske få din egen klimazone, så kan man kontakte Christina Ullits Mortensen på:
Email: kontakt@groennehaandvaerker.dk / Telefon: Christina: 24463818 /Daniel 28592360

Kommentarer

bubble