/f/blog/article/c32dc430560e13b4dc6fc618ca831c7d34c5298f_thumb.jpg

Borgmesterens båltale på Lundø

Vi bringer her uddrag af borgmester Peder Chr. Kirkegaards båltale til Skt. Hans:

Tak for indbydelsen til at være med til at fejre Sankt Hans denne torsdag aften her på Lundø.

Især en stor tak til Judith og Gert for at holde fast i en gammel tradition her på stedet, at samle såvel Lundøboere som sommerhus beboerne og campisterne til at fejre midsommeren sammen. Det er jo et vidunderligt dejligt sted her på Lundø. Måske ikke den største campingplads, men et af de aller smukkest beliggende. Her er vi jo på Skiveegnen særlig begunstiget. 190 km kystlinjer omkranser vores dejlige kommune - og intet sted - er der nogen der har over 12 km til nærmeste kyst!

Når vi samles sankthansaften, er det en gammel kristen skik for fejring af Johannes Døberen og for at fejre midsommeren. Vi fejrer årstiden med de lange lyse aftener, og det at vi er midt på året. Vi har netop set de første studenter springe ud, og med deres huer og fest sættes et særligt liv på gader og veje i de her dage.

Vi fejrer med at tænde bål. Vi har stadig en heks i toppen, som et symbol på, at bålet skal være os ondt afværgende og holde onde ånder og magiske kræfter os fra livet. Og med bålet sender vi alle heksene til Bloksbjerg. Sankthansaften er også en hyldest til fællesskabet. Et fællesskab denne aften - med familie - ja, flere generationer - et fællesskab med venner og bekendte som vi nyder at være sammen med - især en aften som denne.

Hvor er det dejligt, når vores fællesskab kan trives og komme til udtryk. Det er bl.a. gennem vores aktive medvirken i egnens mangfoldige foreningsliv, eller når vi i fællesskab løfter opgaven sammen, der kommer os alle til gavn og glæde. Vi kan godt på denne egn være meget stolte af de mange tilbud og muligheder vore mange foreninger skaber gennem året.

Og det er I et rigtigt godt eksempel på, her på Lundø! Et lille lokalt samfund, som jo får mange gæster udefra i sommerhusområderne, og her på campingpladsen – og hvor I tager rigtig godt imod jeres gæster. Og netop her ved campingpladsen er der jo flere store arrangementer i løbet af året, der mangedobler Lundø indbyggertal i de dage. Jeg vil gerne udtrykke stor anerkendelse for det store flotte frivillige arbejde, som så mange her på øen medvirker til.

Skive kommune har rigtig mange dejlige steder, og heldigvis er der ligesom her i området, mange steder hvor lokale kræfter skaber og udvikler deres egn og by. Men meget tyder også på, at vi selv skal tage fat, når vi vil skabe forandringer. Der er ikke mange, der kommer udefra og siger, nu skal vi lige sætte gang i Skiveegnen.

Tværtimod så må vi gang på gang rykke sammen og hjælpe hinanden, når man vil fjerne funktioner fra vores område. Sidste sommer var det vores regionale funktioner på sygehuset, der var i fare. Heldigvis lykkes det at overbevise regionen om en bevarelse, og det blev endda for første gang i mange, mange år til en samlet lille styrkelse, med flytningen af speciale fra Århus til fertilitetsklinikken i Skive. Fra Århus til Skive – ja det var rigtig! Man tror det næppe? Hvornår har det sidst gået den vej?

Tidligere på året var det så Totalforsvarsenheden på Skive Kaserne, der var planer om at flytte til Østjylland. Igen med gode kræfters hjælp lykkes det at bibeholde, - og endda med lidt flere arbejdspladser fremadrettet.

I øjeblikket er det så vores lokale politi, der er til debat, - og om en købstad og en kommune som Skive skal have en politistation fremover - så ja tingene på vores egn kommer ikke af sig selv!

Vi har både mistet mange arbejdspladser og haft befolkningstilbagegang de seneste år. Ikke et isoleret Skive fænomen, det opleves mange steder i Danmark, når vi kommer lidt væk fra de større byer. Det kan vi sætte os ned i et hjørne og affinde os med. Eller vi kan rejse os – og sige vi tager udfordringen op.

Vi har før vist, at vores selvstændighedskultur, iværksættertrang, stærke fællesskaber har trodset udviklingen. Det kan vi gøre igen! Og de seneste tal viser faktisk, at vi er tæt på at stabilisere indbyggertallet og bosætningen, samt igen skabe flere nye arbejdspladser.

Og så er det jo god hjælp, når vi gerne vil skabe flere nye arbejdspladser, at Dansk Byggeri i deres netop offentliggjorte erhvervsklimamåling placerer Skive Kommune i top 5, når det gælder erhvervsvenlighed og god service.

For bare to generationer siden, kunne Skt. Hans være en sådan aften – hvor præsten eller degnen, eller en helt anden kunne berette om ting, der var sket i den store verden. Det var måske flere måneder siden det var sket, - men det var først nu det kom ud i lokalsamfundet!

I dag har vi tilgængelighed til nyheder – stort set i samme øjeblik det sker. Tilgængelige for os overalt.På sin vis dejligt, men også med risiko for overfladiskhed og ligegyldighed - hvis vi ikke holder fast i hvad, der er vigtig og mindre vigtig.

Medier og sociale medier er også adgangen til, at man kan fortælle stort set alt, hvad man som person oplever. Eller man kan udtrykke sine holdninger og meninger til en langt større kreds hurtigere og tidligere end før.Det er rigtig godt og en del af vores nye verden. Men vi skal også kunne tackle den frihed og ubegrænset adgang.

Jeg synes vi mangler en hel del i respekt for andre mennesker, når vi nogle gange udtrykker os i skriftligt form på de sociale medier. Og her har vi et stort fælles ansvar til at blive bedre. Vi kan jo gennemgå den øvelse at stille os selv to spørgsmål, inden vi deler et opslag på blandt andet facebook? Hvordan ønsker vi selv andre omtaler eller skriver til os på? Den næste øvelse kunne være - ville du sige det samme som du nu skriver, hvis vedkommende stod over for dig? Meningsudveksling er sundt og livsvigtig for et levende demokrati, men meningsudveksling er ikke bare at give udtryk i tale, men også at kunne lytte til andre menneskers opfattelse og holdninger!

Så mit midsommer ønske skal i år være, at vi øver os i, at blive langt bedre til at ytre os i ordentlighed og respekt for andres tilkendegivelser og meninger. Er der en ting mange års erfaring har bibragt mig, så er det i særdeleshed, at tingende langt fra enten er helt sort eller hvidt, men langt mere nuanceret end det, man lige bliver præsenteret for.

Må jeg ønske Jer alle en rigtig god Sct. Hans samt en god sommer!

Kommentarer

bubblemedia