/f/blog/article/6e804a119503bbc12e6bf09e07a1598fd95b03ac_thumb.jpg

Årets Håndboldforening hyldet ved stort awardshow

På billedet ses de glade modtagere af prisen på klubbens vegne; Bo Lauge og John Andersen, formand for Nr. Søby Idrætsforening

 

Nr. Søby IF er Årets Håndboldforening 2018. Kåringen blev for første gang nogensinde foretaget i forbindelse med afholdelsen af Dansk Håndbold Award 2018.

Mandag aften blev prisen som Årets Håndboldforening endnu engang uddelt, men som et nyt tiltag blev prisen for første gang nogen sinde overrakt under fejringen af håndboldsporten ved Dansk Håndbold Award 2018 i Viborg.
 
Det har indtil 1. maj været muligt at indstille foreninger til prisen, og det har medført mere end 20 indstillinger. Vinderen, som blev fundet blandt et stærkt felt, er den jyske breddeforening Nr. Søby IF, som kan vinge samtlige kriterier for at blive Årets Håndboldforening af.
 
"Der har været tæt kamp om titlen i år, da alle kandidater, og særligt de tre finalister, gør et virkelig flot stykke arbejde og derfor fortjener stor ros. Når vi kårer Nr. Søby IF som årets håndboldforening, er det for at anerkende det store arbejde, som foreningen hver dag udfører og har gjort i mange år. Nr. Søby IF har et aktivt foreningsmiljø med mange aktive medlemmer og engagerede frivillige, samtidig med at de arbejder målrettet og konstruktivt med medlemstilvækst, bl.a. gennem høj kvalitet og fornyelse i de daglige tilbud," siger Betina Lyng Bjerre, formand for DHF's Bredde- og Udviklingsudvalg, der her til aften var med til at overrække prisen.
 
Nr. Søby IF har gennem de seneste år arbejdet aktivt og strategisk med udviklingen af klubben og dens tilbud, og det har givet pote blandt andet i form af medlemsfremgang og bedre rekruttering af frivillige - især trænere. Foreningens brede udvalg af aktiviteter for alle aldre er med til at sikre, at der er muligheder for alle, der ønsker at prøve kræfter med håndbolden.
 
Fællesskab og fornyelse giver flere medlemmer
Selvom man er en breddeklub med stolte traditioner, betyder det ikke, at der ikke er plads til fornyelse. Nr. Søby IF var bl.a. en af de første klubber i JHF Kreds 2, der tilmeldte sig projektet Knæk Kurven, klubben har tegnet streger op til kortbane, anlagt en strandhåndboldbane, tilbyder håndboldfitness, arranger sociale aktiviteter og skal nu til at prøve det nye Five-a-side håndbold. Alt sammen tiltag, som gør formand John Andersen sikker på, at klubben også i sæson 2018/2019 vil vækste med endnu flere håndboldspillere.
 
Det var også en meget glad formand, der mandag aften modtog prisen ved Dansk Håndbold Award i Viborg:
 
"På klubbens vegne er jeg simpelthen så utroligt stolt over, at vi er blevet kåret til Årets Håndboldforening 2018. Det er et kæmpe stort skulderklap til de mange ildsjæle, herunder alle vore frivillige trænere, udvalg og bestyrelse, som hver eneste dag er med til at sikre et fantastisk foreningsmiljø i Nr. Søby IF. Det er tredje år i træk, at vi er indstillet, så tredje gang må siges at være lykkens gang, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme hjem og dele den gode nyhed. Det er Danmarks største skulderklap." fortæller formand for Nr. Søby IF, John Andersen efter at have modtaget prisen mandag aften.

Med prisen følger en check på 20.000 kroner til Tress-produkter.

Kommentarer

bubblemedia