/f/blog/article/7b82ccb374371c77c071027a8a4b4b31a4ab5c1d_thumb.jpg

3 dage med sommerfest i Højslev Kirkeby

Sommerfesten i Højslev Kirkeby, som løb af stablen onsdag til lørdag i sidste uge, blev et velbesøgt arrangement med mange besøgende. Festugeoptoget, som sædvanen tro er opstarten på festdagene, mødte stor tilslutningen. Det samme gjorde sig gældende for mange af de øvrige arrangementer på programmet.

-Det hele er gået rigtig fint. Vejret var med os og mange tog del i festlighederne. Både fællesspisningen for familien om onsdagen samt spisningen for de voksne om lørdagen var godt besøgt. Torsdag kunne vi nu godt have ønsket os lidt flere deltagere til gåturen. Der var kun 7 hold i år i modsætning til sidste år, hvor der var omkring 17 hold, fortæller Merete Nielsen, formand for Højslev Kirkeby Idrætsforening. Gåturen bestod af en rute på 2,5 kilometer, og for at gøre den ekstra spændende, havde spejderne lagt aktiviteter ud, som, ifølge de deltagende, bestod af nogle rigtig gode opgaver.

Bedre gik det om fredagen, hvor der var hop, leg og boldspil for børn fra 1. til 5. klasse. Rigtig mange børn mødte op for at deltage i herlighederne, hvor der blev spillet både rundbold, høvdingebold og leget en masse lege. Børnene viste i det hele taget stor interesse for samtlige af de planlagte aktiviteter, som var tiltænkt dem. Lørdag mødte de igen talstærkt op, da de i Bogbussen fik lov at lave badgets og andre spændende ting.

Lørdag var sidste dag på programmet og blev lagt ud med friluftsgudstjeneste, kaffe og rundstykker.

-I år havde vi valgt ikke at have søndagen med. Vi prøvede derfor at lægge søndagens program fra sidste år med ind om lørdagen i stedet. Jeg ved ikke, om det var derfor, der ikke var så mange, som der plejer til både kage konkurrencen og tombolaen. I år var der kun 7 kager til bedømmelse i modsætning til det dobbelte sidste år, fortæller Merete Nielsen, som dog, overordnet set, er yderst tilfreds med dette års sommerfest.

Kommentarer

bubblemedia