/f/blog/article/ba6d0e085d71f2a320c407a1965b9d0078b11874_thumb.jpg

2.500 km rejse med tog i Norge

SKIVE: Der er godt nok meget skov, men også fantastisk flot og varieret natur i den nordlige del af vore to nordiske nabolande, Norge og Sverige.

Det vil fremgå af et arrangement i Foreningen Norden i Skive mandag den 19. marts kl. 20.00 på Aktivitetscenter Møllegården, hvor redaktør Jens Utoft og hustruen Lone Knudsen, Skive, fortæller og viser billeder og videoklip fra deres tur med bl.a. Inlandsbanan i sommeren 2017.

Turen var på ca. 2.500 km med ni overnatninger undervejs og med udgangspunkt fra den svenske by Mora, der er kendt som målsted for det årlige 80 km lange svenske skiløb, Vasaloppet.

Inlandsbanen ejes og drives af ni svenske kommuner og kører fra medio juni til medio august daglige afgange med passagerer på hele den 1.300 km lange strækning fra Kristinehamn ved Vänern i syd til minebyen Gällivare i nord. Om vinteren befordres i en periode skiturister på en kortere strækning. Resten af året anvendes banen til gods-transport, fortrinsvis træ fra de store skove.

Skiveparret havde valgt en pakketur, hvor turen mod nord gik gennem Norge med tog til og fra den gamle hovedstad Trondheim til endestationen i Bodø, og derfra videre med busser og færge til havnebyen Narvik, der var hjemsted for nogle af de hårdeste kampe under den tyske besættelse af Norge under 2. verdenskrig.

Årsagen til at norske tropper i starten fik støtte fra England og Frankrig i kampen mod tyskerne var udskibningen af den fine jernmalm fra de svenske minebyer Kiruna og Gällivare, hvorfra jernmalmen køres med jernbane til byen. Et helt nyt museum i byen fortæller den grusomme historie.

En stor del af husene i de to minebyer er i øvrigt ved at blive flyttet fordi flere af minegangene i Europas største jernmine synker sammen. Det er der afsat 13 mia. SEK til over en årrække, men det er småpenge i forhold til en årlig omsætning i minerne på 43 mia. SEK!

Fra Gällivare gik turen atter mod syd med Inlandsbanan med ophold i samernes hovedstad Arvidsjaur. Undervejs var der desværre et par rener, som måtte lade livet fordi de pludselig stod foran toget efter et sving. Det er noget, der sker næsten hver dag.

I øvrigt benyttede parret turen undervejs til Mora til et kort besøg i Skives svenske venskabsby, Arvika, der ligesom Skive er en havneby inde midt i landet med forbindelse til havet via en kanal til den store svenske sø Vänern og derfra til både Göteborg og Stockholm.

Turen omfattede også besøg i byens spændende og anerkendte Rackstadmuseet, som bl.a. er baseret på byens fortid som kunstnerkoloni i starten af 1900-tallet. Knap 50 medlemmer af Foreningen Norden i Arvika var for et par år siden på besøg på Skiveegnen et par dage i forbindelse med en tur til det nordlige Jylland.

Der er gratis adgang til arrangementet.

Kommentarer

bubblemedia